Ny økologisk håndværksbager er klar
To kendte bagerier, Il Fornaio og Trianon Bageri i København, er gået sammen i en ny bagervirksomhed, Foodpeople.
Foodpeople repræsenterer de kendte og etablerede brands Il Fornaio og Trianon, og i forbindelse med etableringen af det nye partnerskab lanceres det nye, danske økologiske brand, Jalm&B.
Fokus på rene råvarer, håndværk og ikke mindst økologi har siden 1988 været de bærende grundpiller for ejerne af Il Fornaio. Nu integreres disse grundværdier i den nye virksomhed Foodpeople, som er etableret for at følge med og være på forkant med den stigende efterspørgsel fra forretningskunder og forbrugere.
– Med Foodpeople ønsker vi at skabe en kompromisløs fødevarevirksomhed, der kan udfordre den etablerede fødevarebranche. Vi ønsker en virksomhed, hvor stolte kulturer og den bærende passion for mad mødes, siger Susanne Boye Nielsen, direktør og medejer af Foodpeople.
Ud i hele landet
Ambitionen med Foodpeople er at nå ud i hele Danmark og Skandinavien.
Med lanceringen af det nye brand Jalm&B tilbyder Foodpeople godt økologisk dansk håndværksbag i tæt partnerskab med danske økologer. Bagerne bruger bl.a. økologisk mel fra Skærtoft Mølle, bager med smør fra Thise og mask fra Herslev Bryghus. Den tidligere Michelin-kok Mikkel Maar-bjerg har medvirket til at udvikle linjen for Jalm&Bs økologiske wienerbrød.
Bagværk fra Jalm&B føres nu i Irma og fra uge 36 i Meny, Føtex og Bilka.
– Det faktum, at Foodpeople kan tilbyde danske såvel som italienske kompromisløse madvarer repræsenterer flere spændende muligheder, siger Martin Hansen, indkøbschef i Irma.