Nu falder flødeprisen - snart

Forbrugere 5. dec 2018 -
This describes the image
Foto: Arla

"Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid".

Sådan hedder det i den traditionelle Peters Jul.

Men mens der kun er 8 pct. chance for, at sneen falder i julen i hele Danmark, er det både sikkert og vist, at prisen på piskefløde drøner ned - og det endda til noget, der de sidste dage før jul ligger på under en fjerdedel af den normale pris for en halv liter konventionel fløde.

Ifølge Arla Foods, der står bag salget af langt den største del af den fløde, der ender på de danske juleborde, bliver salget af fløde mere end fordoblet op til jul - hvilket blandt andet skyldes danskernes hang til risalamande, men nok også et vist behov for - denne ene gang om året - at styrke sovsen til anden eller flæskestegen med en sjat piskefløde.

Salgstal fra Nielsen ScanTrack på vegne af Arla viser, at danskerne i december smider mere end 6,4 millioner halvliters kartoner fløde på indkøbsbåndet. Det svarer til, at hver dansker i gennemsnit indtager mere end en halv liter piskefløde i december.

Men tilbage til prisen, der ifølge et hurtigt tjek på Google, lige nu ligger på 19,95-20,95 : Sidste år kunne Dansk Handelsblad den 19. december berette, at en halv liter af Karolines piskefløde i Remas tilbudsavis, der gjaldt fra søndag 17. december, kostede 5,00 kr.

Blandt de fem billigste kæder var Netto, som den eneste anden discountkæde med en pris på 10,00 kr., nummer fire på listen.

Læs også: Rema tager teten i piskefløde-priskrig

I 2016 lagde Rema 1000 ud med 4,00 kr. – men fem kæder kom ud med 3,95 kr.

Så hvem ved, hvem der begynder priskrigen på de fede, men velsmagende dråber i år - og hvor prisen ender?

 

Opdateret 10. nov 2020