Nemlig.com vil bringe varer ud på timebasis
Nethandel med dagligvarer vinder i stigende grad frem i de danske husholdninger. Her er onlinesupermarkedet Nemlig.com markedsleder med en årsomsætning i seneste regnskab på 953 mio. kr., mens dagligvareaktører som Coop og Rema 1000 også melder om et stigende onlinesalg.
Endnu tilbyder ingen på det danske onlinemarked levering af dagligvarer på timebasis, som den amerikanske gigant Amazon, der allerede tilbage i 2015 udrullede timeleveringer ud til flere områder i London.
I dag kan kunder på Nemlig. com få leveret varer samme dag, hvis de vel at mærke bestiller inden kl. 11. På Coop.dk/Mad er leveringsservicen endnu mindre udbygget. Her kan kunder f.eks. ikke få leveret varer samme dag, som de bestiller, ligesom Coop.dk/Mad heller ikke leverer varer ud om søndagen uden for Københavns-området.
I takt med udbygningen af Nemlig.coms logistik og dækningsområde er det onlinesupermarkeds ambition at levere varerne væsentligt hurtigere, end tilfældet er i dag.
- Fremtiden kommer til at blive sådan, at der bliver kortere og kortere tid på levering af dagligvarer over nettet. Hos Nemlig.com vil det måske tage 30 minutter eller en time, så flere målgrupper også vil finde Nemlig.com interessant. Også dem, der måske ikke er så struktureret i deres indkøb, siger Stefan Plenge, stifter og adm. direktør, på Børsens afholdte konference om fremtidens detailhandel.
Inspirationsunivers
I dag tilbyder Nemlig.com mere end 11.000 varer, der blandt andet også tæller et udvalg af produkter fra flere specialbutikker som Lagkagehuset, Slagter Lund og A.C. Perch's Thehandel. Og netop Nemlig.coms store sortiment og udvalg af specialprodukter er med til at tiltrække kunder - også på landet.
- Det er fantastisk for kunderne ude i de tyndt befolkede områder at få et sortiment, som de ellers skal til København for at finde. Det er noget, kunderne virkelig efterspørger, siger Stefan Plenge.
Mens andre onlineaktører også har tilknyttet butikker, er Nemlig.com det eneste rendyrkede onlinesupermarked i Danmark. Stefan Plenge kan dog sagtens forestille sig, at onlinesupermarkedet bliver udvidet.
- Vi har ikke en fysisk tilstedeværelsen, men vi kan sagtens se for os at koble et inspirationsunivers på vores forretning. Det er i sidste ende relevansen for vores kunder, som er afgørende for det, siger Stefan Plenge.
Han ejer i dag 28,9 pct. af selskabet, mens Bestseller- milliardær og serieinvestor Anders Holch Povlsen ejer de resterende 71,1 pct. Nemlig.com har endnu til gode at fremvise selskabets første overskud. I seneste regnskab var selskabets underskud 58 mio. kr.