Nemlig.com udvider levering på Sjælland og Fyn

Forbrugere 18. feb 2019 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Flere og flere danskere foretrækker at handle dagligvarer over nettet. Det mærker man især hos onlinesupermarkedet Nemlig.com, der i det seneste skæve regnskabsår 2017/2018 havde en vækst på 25 pct., svarende til 234 mio. kr.

Og fra denne uge kan over 78.000 nye husstande på Sjælland og Fyn få leveret dagligvarer og måltidskasser til hoveddøren fra Nemlig.com, når onlinesupermarkedet igen udvider sit dækningsområde.

- Vi vil være danskernes fortrukne supermarked og med denne udvidelse af vores leveringsområder dækker vi nu også Sydfyn i form af Svendborg og Faaborg, samt både de nordsjællandske kommuner i Halsnæs og Gribskov og den sydlige del af Sjælland i Korsør og Vordingborg, der nu kan få leveret dagligvarer og måltidskasser fra Nemlig.com, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Nemlig.com.

Med den seneste udvidelse dækker Nemlig.com i dag 62 pct. af alle danske husstande, svarende til ca. 1,4 mio. husstande.

Sorte huller i Jylland

På Fyn dækker onlinesupermarkedet nu ca. 80 pct. af markedet, svarende til 180.000 husstande.

Omvendt har Nemlig.com stadigvæk store sorte huller i især Jylland.

Her kan kunder i Nordjylland, Midt- og Vestjylland samt i Sønderjylland endnu ikke få leveret varer af onlinesupermarkedet, der tilbyder 12.000 forskellige varer og levering af dagligvarer og måltidskasser til hoveddøren fra ni til 29 kr.

Nemlig.com har Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen som majoritetsejer med en ejerandel på 71 pct. af moderselskabet Intervare, mens grundlægger og adm. direktør Stefan Plenge ejer den resterende andel.

Onlinesupermarkedet blev lanceret tilbage i august 2010, men det er endnu ikke lykkedes at gøre selskabet til en overskudsforretning.

I årsregnskabet, der blev afsluttet med udgangen af juli 2018, kom selskabet ud med et minus på 80 mio. kr.

Underskuddet var på niveau med det forrige regnskab, men er stadigvæk peanuts i forhold til Anders Holch Povlsens samlede formue.

Erhvervsmagasinet Forbes har netop opgjort Anders Holch Povlsens formue til svimlende 6,4 mia. dollars, ca. 42,3 mia. kr., hvilket placerer ham på plads som nummer 207 over verdens rigeste personer.

 

 

 

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020