Nemlig.com udvider dækningsområdet på Sjælland
Nemlig.com optrapper nu krigen om kunderne udenfor hovedstaden og udvider sit leveringsområde til mere end 33.000 nye potentielle kunder på Sjælland.
- Vi udvider løbende vores leveringsområde i Danmark, og vi kan se, at det har en stor effekt, når vi leverer i nye områder, hvorefter naboen eller familiemedlemmer også gerne vil modtage varer fra Nemlig.com. Derfor udvider vi nu i både den nordlige og sydlige del af Sjælland, så vi fremover kommer til at dække Sjælland endnu bedre, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Nemlig.com.
De to nye områder dækker over Hornsherred, der er halvøen mellem Roskilde Fjord og Isefjorden, og området mellem Herfølge og Vordingborg samt Stevns.
Nemlig.com leverer dagligvarer lige til døren og har 12.000 forskellige varer i sortimentet, ligesom virksomheden også tilbyder måltidskasser.
Med den nye udvidelse dækker Nemlig.com 94 pct. af husstandene på Sjælland og to ud af tre husstande i Danmark.