Mød forbrugerne på Facebook
Ifølge en undersøgelse fra AIM Create er Facebook det mest populære sociale medie blandt danskerne - 75 pct. af befolkningen benytter Facebook ugentligt. Dernæst kommer YouTube, der benyttes af 49 pct. ugentligt og på tredjepladsen ligger Instagram med 18 pct.
Undersøgelsen viser, at der kun er ganske lidt variation i forhold til f.eks. køn, geografi og uddannelse blandt brugerne. Der er dog stadig lidt flere unge, der benytter de sociale medier ugentligt. Her skiller særligt Instagram sig ud ved at have markant flere unge brugere, imens Facebook er mere populær blandt hele befolkningen uanset alder.
Blandt de 18-29 årige bruger 90 pct. Facebook ugentligt. Hos de 30-39 årige er det tal faldet til 84 pct. og blandt de 40-49 årige er det 73 pct. Instagram bruges ugentligt af 47 pct. af de 18-29 årige, imens det blandt de 30-39 årige er 24 pct. og 11 pct. af de 40-49 årige.
De sociale medier, især Facebook og Instagram, er ifølge AIM Create særligt velegnet til producenternes ’content marketing’, der har sagt farvel til envejskommunikationen. I stedet bruges der mere tid på brugerinvolvering, der er en nem måde at skabe positive kunderelationer.
AIM Create har spurgt 803 danskere om deres brug af sociale medier.