Mere klimavenlig kost på bordet
Hvad har oksekød, svinekød, kylling og mejerivarer som en gul ost til fælles? Ud over at være populære varer i danskernes indkøbsvogne er de blandt de fødevarer, der belaster klimaet mest.
I fremtiden skal danskerne ændre deres forbrug, så de i højere grad vælger klimavenlig kost. Det vil sige færre kød- og mejeriprodukter og et øget tilvalg af vegetabilske fødevarer, der afsætter de laveste klimaaftryk.
Sådan lyder anbefalingerne i en rapport, som den grønne tænketank Concito har offentliggjort. Rapporten er skrevet af Michael Minter og Torben Chrintz og tager afsæt i de aftaler, Danmark har indgået sammen med et stort antal lande om at begrænse den globale temperaturstigning til 2 grader eller helst 1,5 grader.
Vejen frem
For at sætte problemet i perspektiv fremhæver rapporten, at klimabelastningen fra den kost, gennemsnitsdanskeren spiser, er større end den samlede belastning fra vedkommendes forbrug af el, varme og brændstof til bilen.
Hvad skal der så ske? Concito foreslår, at der skal være mindre madspild i hele forsyningskæden, og at forbrugerne skal spise flere fødevarer med lavere klimaaftryk, og det vil kort sagt sige færre fødevarer fra dyr og i stedet mere frugt og grønt.
Konkret peger rapporten på, at forbrugerne skal skubbes i den retning ved at styrke kendskabet til fødevarer med et lavere klimaaftryk. Derfor skal de gøres mere synlige i butikkerne og i reklamerne.