Madspildsapp har nu 70.000 aktive brugere

Forbrugere 15. sep 2016 -
This describes the image
Foto: YourLocal

500 butikker og 70.000 forbrugere benytter nu den et år gamle app, YourLocal, til at sikre, at mad bliver spist i stedet for at ende i skraldespanden.

På YourLocal kan forretninger på få minutter udsende lokale tilbud på varer eller services, der vil gå til spilde, hvis ikke de bliver solgt med det samme.

Alt, forretningen skal gøre, er at tage et billede, skrive nogle få linjer om produktet og lave et godt tilbud. I den anden ende får brugerne direkte notifikationer, når forretninger, de følger, laver et tilbud.

YourLocal begyndte som en lokal SMS-kæde på Vesterbro i København og blev lanceret som app sidste sommer.

I dag er 42 supermarkeder fra kæderne Irma, SuperBrugsen, Kvickly, Rema 1000 og Meny med på appen og flere har udtrykt interesse for at være med.

YourLocal blev startet på frivillig basis og er fortsat delvist drevet af frivillige. Målet er her og nu at reducere madspild med 11.000 tons om året i Danmark.

Folkene bag YourLocal forventer at have 120.000 brugere og 900 forretninger inden udgangen af året. Herefter er det planen at indtage Tyskland - og dernæst USA.

Opdateret 10. nov 2020