Madkultur i højsædet på Frederiksbjerg Skole

Forbrugere 26. apr 2017 -
This describes the image
Unge mellem 11 og 15 år påvirker ofte forældre til usunde impulskøb i supermarkedet.  Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Der er højt til loftet på den nye Frederiksbjerg Skole i Aarhus, der har sat en banebrydende standard for, hvordan fremtidens folkeskoler kan bygges og indrettes til gavn for indlæring og trivsel.

Byggeriet har vundet flere arkitektpriser, og de markante ambitioner har i den grad også sat sine spor i skolens kantine, der er et centralt omdrejningspunkt for elevernes hverdag.

Den faste 30 minutters spisepause afholdes over tre gange fra kl. 11.30-13, hvor eleverne er inddelt i årgange, og fælles for alle 853 elever er, at de spiser i kantinen.

Hvad enten de er til den medbragte madpakke, eller er med på skolens frivillige madordning, hvor køkkenet laver al maden fra bunden med fokus på sundhed, økologi og friske sæsonvarer.

Madordningen koster 20 kr. om dagen, og det er en populær ordning, som 640 elever er tilmeldt, eller ca. tre ud af fire elever på skolen.

- Vi har valgt, at vi vil sikre, at alle børn får mulighed for sund mad. Det var en prioritet, vi tog allerede i planlægningen af byggeriet. Før kunne vi måske opleve, at flere elever sad og hang, når de havde spisepause, men når eleverne spiser sammen, får de et fællesskab og en måltidskultur, som, vi mener, er vigtig, fortæller administrativ leder Søren Torp Nielsen.

Et tilbud
Kantinen drives af skolen og har et budget på fem mio. kr. om året. Halvdelen går til indkøb af råvarer og den anden halvdel til aflønninger og drift, fortæller Søren Torp Nielsen.

Foruden selve frokostordningen, leverer kantinen også snackposer med boller og frugt for 5 kr. til SFO-børnene, mens de større elever kan nyde posen om formiddagen.

Dermed behøver forældre heller ikke bruge tid på at smøre madpakker eller bekymrer sig over, om deres børn får mad i løbet af dagen.

- Der bliver ikke set skævt til børn, der har madpakker med. Der er intet pres. Det er alene et tilbud, pointerer Søren Torp Nielsen.

Økologikantine
Modsat private kantiner skal skolens kantine ikke give overskud, men balancerer i nul. Det kræver en stram planlægning og sker via forældrebetalingen på cirka fire mio. kr. samt en yderligere indtægt på en mio. kr., der blandt andet kommer ind via kommunale mødeaktiviteter og besøg på skolen. I køkkenet er der aktivitet fra tidligt morgen kl. 6.30 for at sikre, at der er mad nok til at alle munde bliver mættet.

For foruden eleverne spiser skolens medarbejdere også kantinens mad. Her er det køkkenchef Anne Sofie Løber der sammen med køkkenets øvrige tre kokke planlægger menuen, så den er sund, grøn og varieret.

- Vi bruger masser af økologiske varer og får snart gulvmærket i økologi, der sikrer, at vi ikke kommer under 90 pct. økologi. Vi putter rigtig mange grøntsager i elevernes mad, uden de egentlig opdager det, så vi gør alt for, at maden er ekstra sund og nærende, siger Anne Sofie Løber.

Personalet består også af to deltidsansatte køkkenmedhjælpere og personer i jobtræningsforløb, men travlheden er så stor, at køkkenchefen forventer at ansætte en kok yderligere.

Samtidig ser hun også, at kantinen har potentiale for ekstra mersalg.

- Vi vil gerne sælge mere til de store elever om formiddagen i form af sunde snacks og sunde alternativer, siger Anne Sofie Løber, der fortæller, at den første års drift af kantinen lever op til forventningerne om en balance tæt på nul.

Opdateret 10. nov 2020