Måltidskassefirmaer overbyder hinanden med gode tilbud

Forbrugere 31. aug 2018 -
This describes the image
Skagenfood er en af de mange udbydere, som gør sig til for måltidskassekunderne. Screendump: Skagenfood.dk
Skrevet af: Søren Tougaard

Hverdagens praktiske gøremål har for længst indfundet sig efter en hed sommer.

Og det tidspunkt på året ønsker mange måltidskassefirmaer at udnytte til at lokke nye kunder til med et væld af gode tilbud.

Da annonceringstrykket var på sit højeste, havde tre måltidskasseleverandører sågar plads i selvsamme reklameblok på TV2.

Det mest generøse tilbud er fra Skagenfood, der er 80 pct. ejet af Salling Group. Her lyder tilbuddet til nye kunder lige nu på 50 pct. rabat på den første måltidskasse plus gratis øko-frugt resten af året til en værdi op til 750 kr.

Læs også: Grønt måltidskassefirma rejser 78 mio. kr. til væksteventyr

Kamp om forbrugernes gunst

Også måltidskassemarkedets næststørste aktør efter Aarstiderne, RetNemt, har kørt på med annoncer og tv-reklamer.

Her tilbyder man 20 pct. rabat på de to første måltidskasser til en rabatværdi på op til 492 kr.

Coop har også set sit snit til at kapre nye måltidskassekunder og tilbyder et såkaldt startkit med fire produkter til en værdi på 140 kr., mens Aarstiderne også lokker med en mindre gave ved den første levering.

Ifølge Dorte Wimmer, direktør og forbrugerekspert i Retail Institute Scandinavia, er der en god forklaring på de ekstraordinære kampagnetilbud.

- Efter ferien er et presset tidspunkt for især børnefamilierne, så alt, der kan hjælpe med at skabe tid og ro, er velkomment. Derfor ser vi pt. et boom, siger hun.

Flere penge på service

Dorte Wimmer forklarer måltidskassernes stigende popularitet med, at løsningen tilfører forbrugerne flere fordele. For det første sparer det tid i en travl hverdag, og for det andet skaber måltidskasser variation i den ofte endeløse række af ensformige retter, som hovedparten af danskerne laver, mener hun.

- Væksten kommer både, fordi folk mentalt er kommet ud af krisen og gerne vil bruge penge på service, og fordi udbuddet er eksploderet, siger Dorte Wimmer.

Markedet for måltidskasser ventes i år at runde 1 mia. kr. herhjemme. Senest har netsupermarkedet Nemlig.com meldt sin ankomst på markedet, hvor flere end 15 aktører slås om danskernes madbudget.

Læs også: Måltidskasser gør livet nemmere

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?