Lidt færre vil grænsehandle i sommer
Grænsekontrol og billigere øl og vand herhjemme er blandt de vigtigste årsager til, at lidt færre danskere venter at grænseshoppe i Tyskland denne sommer.
Ifølge en årlig undersøgelse fra Dansk Erhverv fortæller 33 pct. af husstandene, at de regner med at gå på indkøb i grænsebutikkerne lige syd for grænsen her i sommer - mod 37 pct. før sidste sommer.
- Det er positivt, at der trods alt er sket et lille fald i forhold til, hvor mange, der vil sommergrænsehandle. Det kan givetvis dels tilskrives, at sodavandsafgiften er blevet fjernet og ølafgiften er blevet sænket, dels at der er indført grænsekontrol ved den tyske grænse. Faktisk angiver 7 pct. af de grænsehandlende danskere i en helt ny befolkningsundersøgelse, at grænsekontrollen har fået deres husstand til at grænsehandle mindre, end de plejer, siger Marie Louise Thorstensen, som er chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Det er ikke mindst i regionerne nærmest den dansk-tyske grænse, at der er sket et fald i grænsehandels-trangen.
Dansk Erhverv så dog gerne mange flere afgiftssænkninger til gavn for de hjemlige butikker.
- Hvis man fjerner afgifterne, så køber danskerne færre varer over grænsen. Vi håber, at sodavandseffekten vil sprede sig, så vi får reduceret flere danske afgifter. Det er et effektivt middel til at trække omsætning og arbejdspladser hjem til Danmark, siger Marie Louise Thorstensen.