Kun hver fjerde forbruger kender til FN's Verdensmål

Forbrugere 22. mar 2019 -
This describes the image
Ifølge FNs verdensmål skal landbruget være mere bæredygtigt Illustration: FN
Skrevet af: Søren Tougaard

Mens topchefer og bestyrelser for længst har tunet virksomhedernes fremtidige strategi ind på FN's Verdensmål om en bæredygtig udvikling, har danskerne anderledes begrænset viden om de 17 definerede verdensmål.

Blandt hele befolkningen er det kun 26 pct., der har hørt lidt om FN's Verdensmål, mens kun 6 pct. angiver at kende målene rigtig godt.

Bedre kendskab til verdensmålene har personer med en længerevarende uddannelse.

Her er det halvdelen, der angiver, at de har hørt lidt om verdensmålene, mens hver syvende mener at have et rimeligt kendskab til dem.

Det viser en repræsentativ forbrugerundersøgelse blandt 800 danskere foretaget af analysevirksomheden AIM Create.

- Når en virksomhed vælger at profilere sig på at være bæredygtig, er det afgørende, at det gøres så konkret som muligt. Hvilke konkrete tiltag har man iværksat? Hvilken effekt har disse tiltag haft?

- Derudover er det også vigtigt, at man overbevisende formår at fortælle, hvorfor man oprigtigt er optaget af at arbejde med bæredygtighed, lyder opfordringen fra AIM Create i dets seneste nyhedsbrev.

Fra CEO til forbruger

FN's Verdensmål er i den grad også på agendaen hos topledelsen i landets dagligvarekoncerner.

Her er der blandt andet fokus på at fremme endnu mere bæredygtige løsninger, der kan nedbringe madspild, plastik, affald og energiforbrug.

Analysevirksomheden opfordrer derfor organisationer til at arbejde kontinuerligt og konsekvent med bæredygtighed i hele organisationen, hvis initiativerne for alvor skal nytte og bemærkes positivt blandt forbrugerne.

- Hvis man blot sporadisk arbejder med bæredygtighed, er der risiko for, at det slet ikke bliver registreret og belønnet hos danskerne - eller i værste fald - det bliver opfattet som utroværdigt og uspekuleret, advarer AIM Create.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?