Ingen handelsrekord på Black Friday

Forbrugere 26. nov 2018 -
This describes the image
Black Friday rekordstor omsætning i 2019 FDIH Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Der var høje forventninger til forbruget på dette års Black Friday, efter at den store shoppingdag satte dansk handelsrekord i både 2016 og 2017.

Frem til kl. 18 lå antallet af transaktioner 4 pct. højere end sidste år hos Dibs.

Trods udsigten til en ny dansk handelsrekord står Black Fridays Dankort-rekord på 2,1 mia. kr. stadigvæk som den største handelsdag i Danmark til dato.

I stedet må dette års Black Friday tage til takke med at være den femtestørste handelsdag nogensinde.

- Vi forventede selvfølgelig, at Black Friday blev en af de allerstørste handelsdage nogensinde, og vi var spændte på, om rekorden fra sidste år ville blive slået, men med et Dankort-forbrug på 1,94 mia. kr. lander vi 8 pct. under Black Friday 2017. Det er formentligt et udtryk for, at mange butikker år havde valgt at sprede deres slagtilbud over flere dage, siger Jeppe Juul-Andersen, direktør i Nets og ansvarlig for Dankort.

Har overhalet juledagene

Selv om Dankort-forbruget ikke satte ny rekord i år, kan dette års Black Friday meget vel alligevel ende som årets største handelsdag. Det har været tilfældet de tre forrige år.

- Tidligere var det en af dagene lige op til jul, at vi brugte vores Dankort allermest i løbet af året, men det billede har Black Friday lavet om på. Vi skal tilbage til 2014 for at finde et år, hvor det ikke var Black Friday, der var årets største handelsdag, fortæller Jeppe Juhl-Andersen.

Juleindkøb

At Black Friday nu er blevet årets største handelsdag skal dog ikke ses som et udtryk for, at danskernes julegaver bliver mindre. Det er derimod blevet begyndelsen på julehandlen, vurderer Dansk Erhverv.

- Black Friday er et stærkt koncept, der appellerer til den indre tilbudsjæger hos mange danskere. Mange danskere bruger Black Friday til at tage forskud på julehandlen. I 2017 var hvert tredje køb på Black Friday en gave, og meget tyder på, at tendensen fortsætter. Det betyder også, at en del af julehandlen har rykket sig fra december til november, fortæller Tine Marie Andersen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Dankort-tallene fra Nets viser, at hovedparten af Black Friday-købene fandt sted i butikkerne, mens nethandlen tegnede sig for 16,8 pct. af det samlede Dankort-forbrug på Black Friday. En stigning på 3,2 procentpoint.

Omsætningen fra nethandel forventes dog at stige i takt med, at netbutikkerne får ekspederet ordrerne.

- Mange danske butikker er gode til at imødekomme forbrugerens ønsker både online og offline. Derfor foregår Black Friday både i butikken og på webshoppen – hovedparten af Black Friday-omsætningen ender dog stadig i de fysiske butikker, siger Tine Marie Andersen.

Sidste år udgjorde 23 pct. af danskernes samlede forbrug stadigvæk af kontanter. Det må forventes, at den andel er faldet en anelse i 2018.

Lægges 20 pct. oveni i dette års Dankort-forbrug på Black Friday, rammer omsætningen et estimeret totalforbrug på ca. 2,33 mia. kr. mod ca. 2,54 mia. kr. i 2017.

Opdateret 10. nov 2020