Inflation giver boost til madspildsapp

Forbrugere 10. mar 2023 -
This describes the image
Foto: YourLocal
  • Nye tal fra YourLocal viser, at kunderne køber for 50 pct. mere end det, som de har købt i appen

Med øget salg af madvarer, flere samarbejder med virksomheder og stigende interesse fra brugere har madspildsappen YourLocal fået et boost i kampen mod madspild og inflation.

Nye tal fra YourLocal viser, at kunderne køber for 50 pct. mere end det, som de har købt i appen, når de henter deres produkter fra appen hos madspildsappens partnere i dagligvarehandlen. 

Det betyder, at appen skaber kundestrøm og mersalg for butikkerne.

- Vi mærker klart den stigende inflation. Både på antal stigende brugere og butikker, der vil samarbejde med os, siger Mia Meincke, som er Head of Operation for YourLocal.

YourLocal blev oprindeligt startet som en sms-kæde på Vesterbro for at stoppe madspild lokalt, men det er nu vokset til en landsdækkende app, der samarbejder tæt med organisationer, detailhandlere og forbrugere for at bekæmpe madspild.

Ifølge YourLocal er forbrugerne pressede på deres madbudget og kæder kampen mod madspild sammen med brugernes kamp for egen økonomi med stigende inflationspres på fødevarer.

- Det er også baggrunden for, at vi samarbejder med Stop Spild Lokalt for at sikre, at alle fødevarer bliver anvendt ansvarligt og bedst muligt.

Som noget nyt vil YourLocal skabe større fokus på at optimere indsatse mod madspild gennem et samarbejde med Eat Grim, som har specialiseret sig i at redde ukurante grøntsager fra leverandører.

- Sammen vil vi dele flere tusinde grønsager ud til appens brugere, som Eat Grim laver grøntsagskasser af, siger Mia Meincke.

YourLocal har desuden som en socialt ansvarlig virksomhed hovedfokus på at skabe et bredt samarbejde mellem kunder og forretninger i lokalområdet – bl.a. gennem funktionen YourLocal Neighbour, der gør det muligt at dele din overskudsmad til din nabo.

300.000 besøg på GratisMad.dk

Stifter af Stop Spild Af Mad Selina Juul kan bekræfte stigende interesse for kampen mod madspild:

- Selv om inflationen er på vej ned, stiger fødevarepriserne ifølge Danmarks Statistik fortsat, og jeg kan mærke, at inflationen giver kampen mod madspild vind i sejlene.

Stop Spild Af Mads landsdækkende portal til donation og modtagelse af overskudsmad GratisMad.dk har rundet 300.000 besøg og portalens besøgstal har en stigning på godt 40 pct. unikke besøg.

- I takt med at inflationen og prisstigninger på fødevarer falder en dag, og danskerne ikke længere behøver at spare og spænde livremmen så hårdt ind som tidligere, kommer vi højst sandsynligt igen til at opleve mere madspild. Til dén tid skal vi genstarte hele kampen mod madspild - også selv om vi har været 15 år på banen, siger Selina Juul.

Lykkeposer stormer frem

Også madspilsappen Too Good To Go oplever en øget interesse for at undgå madspild. Alle dagligvarekoncerner i Danmark med undtagelse af Rema 1000 har ifølge virksomhedens landechef Heidi Boye en aftale med Too Good To Go.

Siden app’en for seks år siden blev lanceret i Danmark er der reddet 13 mio. lykkeposer bare i Danmark. 

- Det er vores forventning, at vi i 2023 vil kunne redde mad i butikkerne fra at gå til spilde, hvad der svarer til mellem fire og fem millioner måltider, siger Heidi Boye.
Baggrunden for, at app’en blev udviklet og nu er på 17 markeder, er et omfattende spild af mad i hele fødevareværdikæden fra jord til bord, der af FN er blevet opgjort til en tredjedel. Derfor er bekæmpelsen af madspild også en del af FN’s verdensmål.

Opdateret 10. mar 2023