Hver tredje dansker lægger økologiske varer i indkøbskurven
-
35 pct. af danskerne køber ofte eller altid økologi, viser en undersøgelse som Norstat har gennemført for Landbrug & Fødevarer.
Grøntsager, æg, mejeriprodukter og frugt. Det er de fødevarer, der oftest er økologiske i danskernes indkøbskurv.
Det viser en befolkningsundersøgelse som Norstat har gennemført for Landbrug & Fødevarer.
I den svarer 35 pct., at de ofte eller altid køber økologi, mens 34 pct. svarer, at de nogle gange køber økologi.
Undersøgelsen er foretaget i foråret, men nyere tal fra Coop viser ifølge Landbrug & Fødevarer, at salget af økologiske varer samlet set kun er faldet minimalt.
Undersøgelsen viser dog også, at der er nedgang i salget af de lidt dyrere økologiske kødudskæringer, hvor forbrugere køber lidt mindre stykker samt lidt sjældnere end de gjorde før den høje inflation indtraf.
- Jeg håber og tror på, at når hverdagen og inflationen bliver lidt mere normalt igen, så vil mange forbrugere igen vende tilbage og købe lige så meget økologisk kød som de gjorde før krisen indtraf, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.
- Selv om der er høj inflation og mange forbrugere er økonomisk pressede, så er der fortsat høj loyalitet mod de økologiske varer. Det viser, at har man først truffet et valg om at købe økologisk, så slipper man det ikke bare lige. Mange skærer hellere ned på luksusforbruget og nydelsesmidler, før man skærer ned på de økologiske basisvarer, siger hun.
Ifølge undersøgelsen er det ikke kun prisen, der spiller en rolle, hvis danskerne skulle købe mere økologi, end de gør i forvejen. Også faktorer som større variation i sortimentet, bedre tilgængelighed og flere lokalproducerede varer er afgørende.
- Der sker hele tiden en udvikling i både sortiment og lokal produktion, da mange landmænd og deres virksomheder er meget innovative. Derudover har forbrugerne mulighed for at købe bl.a. økologiske grøntsager og æg på fødevaremarkeder samt hos de landmænd, der har stalddørssalg. Sidst nævnte er samtidig en god mulighed for at møde den lokale øko-landmand, siger Kirsten Lund Jensen.
I undersøgelsen svarer de forbrugere, der ofte køber økologi, at de gerne ville putte flere økologiske varer i indkøbskurven, hvis der kom et større udbud.