Forbrugerombudsmanden: Smartbox skal udbetale værdien af gavekortbokse
-
Smartbox er gavekort til oplevelser og sælges i flere dagligvarekæder
Smartbox, der står bag gavekortbokse til blandt andet hotelophold og oplevelser, har hidtil afvist at udbetale værdien af gavekortbokse til forbrugere, der ikke kunne bruge gavekortet.
Boksene sælges blandt andet i Løvbjerg, Meny, Bilka og Føtex, og Forbrugerombudsmanden har indskærpet over for Smartbox Group, at forbrugere har ret til at få udbetalt værdien af elektroniske gavekort.
Virksomheden har nu meddelt Forbrugerombudsmanden, at den vil udbetale værdien til forbrugere, der anmoder om det.
”Forbrugere har ret til at få udbetalt værdien af elektroniske gavekort efter reglerne i betalingsloven. Forbrugere kan kræve udbetaling i gavekortets gyldighedsperiode og op til et år efter udløb. Forbrugerombudsmanden har vurderet, at gavekortbokse fra Smartbox er elektroniske gavekort”, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Forbrugerombudsmanden har modtaget 32 klager fra forbrugere, hvor Smartbox har afvist at udbetale værdien.
Retten til udbetaling gælder, uanset hvilket beløb der måtte være tilbage på gavekortboksen, og uanset om forbrugeren har accepteret ombytning til en ny gavekortboks og/eller har fået forlænget gyldighedsperioden på boksen.