Flere kendte profiler tegner nu Madens Folkemøde
-
Folkemødet på Lolland har kapret folk fra en bred del af maddanmark
Foreningen Madens Folkemøde kan nu byde velkommen til fem nye bestyrelsesmedlemmer, der skal stå i spidsen for Madens Folkemøde på Lolland.
De nye medlemmer er Iben Krog, stifter og tidligere direktør i Tænketanken Frej, Frank Erichsen, tv-vært og bonde på Kastaniegården, Louise Køster, forperson i Økologisk Landsforening, Leif Nielsen, branchedirektør i Dansk Industri samt Julia Fennefoss Vollertsen, chef for Digital, Kampagner & Branding i Landbrug & Fødevarer.
Madens Folkemøde er samlingspunkt for maddanmark, og formand Kasper Fogh ser frem til at styrke folkemødets position i samarbejde med den nye bestyrelse:
- Det er et spændende hold af dygtige mennesker fra hele madlandet Danmark, der har takket ja til skabe en fælles samtale om det vi spiser, og den måde vi laver det på.
En af de nye kræfter i folkemødets bestyrelse er Iben Krog, der er opvokset på Lolland, stifter af Tænketanken Frej og folketingskandidat for Venstre.
Iben Krog, der i dag rådgiver fødevarevirksomheder i Rud Pedersen Public Affairs, glæder sig til bestyrelsesarbejdet i Foreningen Madens Folkemøde:
- Jeg har deltaget i Madens Folkemøde alle år, og jeg synes, det er vigtigt arrangement både for fødevarebranchen, for den bæredygtige dagsorden og ikke mindst for lokalbefolkningen.
Bonderøven alias Frank fra Kastaniegården
Frank Erichsen, tv-vært og bonde på Kastaniegården, har i mere end 17 år drevet sit eget selvforsynende jordbrug på Djursland. Han ser frem til at bringe naturen og bæredygtigheden mere ind i folkemødet:
- Vi kan ikke tale om vores mad uden at tale om landbruget, naturen og den måde vores madsystem påvirker vores klode. Det er en vigtig samtale, som jeg vil bringe endnu mere i spil på Madens Folkmøde, siger Frank Erichsen.
Ud af bestyrelsen træder Per Kølster, bestyrelsesformand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Lisbeth Olsgaard, tidl. brandingchef i Landbrug & Fødevarer, Henrik Høegh, viceborgmester i Lolland Kommune, samt Anne-Birgitte Agger, direktør på Hotel- og Restaurantskolen i København.