Faldende salg: Pressede forbrugere vælger økologien fra
-
Tilbud er i øjeblikket vigtigere end det røde øko-mærke. Salget af økologi falder mere end det samlede salg
I mange år steg salget af økologiske varer støt år efter år. Men i 2021 landede økologi-salget på en uændret markedsandel i forhold til året før – nemlig knap 13 pct. målt på værdi.
Nu falder salget af økologiske varer, skriver Økologisk Nu.
I årets første tre kvartaler faldt salget af økologiske varer med 10 pct., mens totalsalget af fødevarer kun er faldet med 6 pct.
Helle Bossen, chefkonsulent i Økologisk Landsforening, beskriver udviklingen som en ret naturlig reaktion, at mange forbrugere downtrader og sparer lidt på økologien i en periode med høj inflation og stor usikkerhed om fremtiden.
Carsten Ahrenfeldt, der er markedschef i Økologisk Landsforening er sikker på, at markedet igen vil vende tilbage til normale forhold.
- Vi ved bare ikke, hvornår det er. Derfor kan der være endnu flere af aktørerne i markedet, der får problemer med markedsudfordringerne, før kurven igen knækker, og væksten igen blomstrer, siger han til Økologisk Nu.
Analysen af det økologiske detailmarked er baseret på tal fra analysevirksomheden Kauza ApS, som baserer sine beregninger på kvitteringer fra StoreBox, som er leverandør af digitale kvitteringsløsninger.
Data stammer fra 7.000 forbrugeres elektroniske køb i Salling Group, Dagrofa, ABC Lavpris, Coops medlemsapp og Nemlig.com.