Færdigmad skal sparke til væksten
Danskernes indkøb af dagligvarer har nærmest ikke rokket sig de forgangne år, mens takeaway-markedet er vokset markant, og det forventes fremover at vokse med mindst 5 pct. om året.
Derfor giver det også rigtig god mening, at supermarkedskæderne går benhårdt efter vækst på takeaway.
- Ser vi på hele markedet for takeway, med blandt andet cafeer og restauranter, er markedet kæmpestort og større end 10 mia. kroner. Så der er milliarder at tage af, og for kæderne handler det om at få væksten til at vokse og hente omsætning på anden vis, siger Henning Bahr, adm. direktør i Retail Institute Scandinavia. Der findes ikke et præcist tal på, hvor stort det danske takeaway-marked egentlig er. Selv om 10 mia. kroner har været nævnt før, dækker det tal ikke hele markedet, men “kun” takeaway-omsætningen i butikkerne.
Her er Coop netop gået i offensiven med sit C Måltidsmarked, der er udrullet i 400 butikker, og som Coop forventer vil skabe over 2 mia. kr. i omsætning det første år.
En målsætning, Henning Bahr kalder ambitiøs, og han stiller da også spørgsmålstegn ved, om Coop indfrier sit mål.
- Det kommer helt an på, om de produktudvikler. Konceptet skal udvikles videre end det sortiment, vi kender i dag. Og Coops primære konkurrenter accelerer jo også på det her marked, siger Henning Bahr.
Discountkæder på banen
Selv om det danske takeaway-marked er i vækst, sakker Danmark stadig langt efter f.eks. det britiske marked, hvor en kæmpe aktør som Tesco har drevet convenience fremad de sidste 20 år.
Ifølge Henning Bahr er det dog helt naturligt, at vi er bagefter briterne på takeaway-fronten, da de store britiske byer skaber nogle helt andre forudsætninger for takeaway end i Danmark, hvor byerne er betydeligt mindre.
Det er dog en kraftig international tendens, at forbrugerne efterspørger nemme og bekvemme måltidsløsninger, og derfor vil markedet kun vokse yderligere de kommende år, mener Henning Bahr, der også forudser konkurrence fra discountkæderne.
- Vi har seks lavpriskæder herhjemme, som også kan drive innovation frem. Det optager ikke mere end tre-fire-fem hyldemeter at introducere et sådan koncept i f.eks. Rema 1000 eller Lidl, så takeaway-løsningerne behøver ikke kun være forbeholdt højprofilsupermarkederne, siger han.