Få kvinder står i spidsen for de største butikker

Forbrugere 2. dec 2016 -
| Illustration: Ulrik Samsøe Figen. Birgitte Meller har været butikschef i Kiwi i Lystrup, hvor billedet er fra. |Foto: Netto
Skrevet af: Søren Tougaard

 

Der er meget få kvindelige ledere i de store butikker i Coop og Dansk Supermarked.

Tal, som Dansk Handelsblad har indsamlet blandt kæderne, viser, at der blot er ni kvindelige uddelere i SuperBrugsen og to kvindelige varehuschefer i Kvickly, svarende til andel på henholdsvis 4,1 og 2,8 procent i de to kæders cirka 300 butikker.

Det er stort set på samme niveau som i juni 2013, hvor Dansk Handelsblad også undersøgte antallet af kvindelige ledere i dagligvarebutikkerne.

Hos Dansk Supermarked er man ikke meget for at oplyse om de ”rene” varehuschef-tal for Føtex og Bilka.

Her angiver Dansk Supermarked selv, at Føtex har 43 procent kvindelige chefer, mens Bilka har 39 procent, hvori blandt andet er indregnet afdelingschefer.

De ”rene” varehuschef-tal ligger dog langt lavere og har følge Dansk Handelsblads oplysninger ikke bevæget sig synderligt siden en tilsvarende opgørelse for tre et halvt år siden, hvor andelen af kvindelige varehuschefer i Bilka og Føtex dengang lå på henholdsvis 6 og 1 procent.

Dette på trods af, at daværende leder af Dansk Supermarkeds HR-udviklingsafdeling, Christina Munksgaard, i juni 2013 udtalte, at Dansk Supermarked gerne ville have flere kvindelige chefer, og at virksomheden ”er særligt opmærksom på at få pigerne med, når vi indstiller kandidater til de talentprogrammer, vi har.”

Lige som ved sidste opgørelse viser tallene en klar tendens på tværs af alle dagligvarekæder.

Jo større butiksformat og omsætning, des færre kvindelige chefer.

- Der er nok flere årsager til, at der ikke er flere kvindelige chefer i de største butikker. Kvinderne er ikke altid lige så sikre på egne evner, som mænd ofte er. Og så er det et krævende job, der kan være udfordrende at kombinere med et familieliv med små børn – hvor det nok stadig i mange tilfælde er kvinder, der tager det største ansvar, siger Jens Juul Nielsen, informationschef i Coop, som forklaring på det lave antal kvindelige chefer.

Flere kvinder på vej

Ifølge Jens Juul Nielsen har Coop særdeles gode erfaringer med kvindelige ledere i butikkerne, ligesom koncernen i videst muligt omfang også ønsker at afspejle den almindelige sammensætning i befolkningen.

Derfor vil Coop også meget gerne have flere kvindelige varehuschefer i Kvickly og flere kvindelige uddelere i SuperBrugsen.

- Vi forventer, at der vil komme flere de kommende år, fordi der er en stor gruppe kvindelige ledere i niveauet lige under, og vi oplever mange af dem som både kompetente og ambitiøse. Det er kvinder, som i dag er afdelingschefer i Kvickly og SuperBrugsen eller butikschefer i Fakta og Irma og uddelere i Dagli’Brugsen. Her er der mange, der har potentialet til at tage næste skridt på karrierestigen. Og vi opmuntrer dem til at gøre det, siger Jens Juul Nielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Supermarked inden deadline.

Opdateret 10. nov 2020