Eksplosiv vækst i markedet for måltidskasser
De to seneste nyheder om måltidskasser tegner et marked i kraftig vækst.
Kort inde i juli offentliggjorde netsupermarkedet Nemlig.com, at det går i fodsporene på Coop.dk Mad og begynder leveringen af måltidskasser, foruden den sædvanlige levering af dagligvarer.
Dermed er de to aktører de eneste i dagligvarebranchen, der både tilbyder kunderne køb af dagligvarer og måltidskasser leveret hjem til døren.
I sidste uge kom det frem, at startup-firmaet Simple Feast, der begyndte leveringen af veganske og vegetariske måltidskasser for halvandet år siden, har fået en kapitalindsprøjtning på 78 mio. kr. fra en række investorer til fornyet vækst i og udenfor Danmark.
Tocifrede vækstrater
På markedet for måltidskasser er Aarstiderne den helt store spiller med en omsætning på 672 mio. kr.
I 2012 gik virksomheden ind på det dengang nye forretningsområde, og i dag udgør de rene måltidskasser hovedparten af virksomhedens omsætning.
Sidste år steg Aarstidernes omsætning med 105 mio. kr., svarende til en vækst på 18,5 pct., og e-handelsvirksomhedens ledelse forventer fortsat vækst i år, fremgår det af 2017-regnskabet.
Plads til flere løsninger
Den næststørste på markedet er nordsjællandske Ret-Nemt Måltidskasser, der forrige år solgte hovedparten af aktiemajoriteten til det svenske selskab Linas Matkasse.
I både 2016 og 2017 har RetNemt-stifter og adm. direktør Klaus Toft Nørgaard proklameret vækstrater på hele 70 pct. Så høj bliver vækstraten ikke i år.
- Men vi venter fortsat vækst i hele landet, siger Klaus Toft Nørgaard overfor Dansk Handelsblad uden at ville uddybe yderligere.
Milliardomsætning i måltidskasser
Selskabet oplyser hverken om omsætning eller omfanget af leveringer, men en stigende bruttofortjeneste på 4,5 mio. kr. til 20,2 mio. kr. i 2017 tegner et tydeligt vækstspor.
Også Skagenfood, der er ejet 80 pct. af Salling Group, oplever voldsom vækst.
Her steg omsætningen alene sidste år med 47 pct. til 110 mio. kr., mens medejer Betina Kühn beretter om en stadig stigende efterspørgsel.
Mens omsætningen på markedet for måltidskasser for to år siden blev vurderet til et samlet marked på ca. 750 mio. kr., udgør markedet ca. 1. mia. kr. i dag, lyder vurderingen i branchen.
Umætteligt marked
Og markedet er langt fra mætningspunktet, mener Dorte Wimmer, direktør og forbrugerekspert hos Retail Institute Scandinavia.
- Der er masser af plads til mere nicheprægede løsninger som veganer, glutenfri mv. udover den klassiske måltidskasse. Og på sigt vil de nok blive kombineret med andre abonnementsløsninger såsom abonnement på wc-papir, vaskemiddel og så videre, siger hun.
Med Coop, Salling Group - og senest Nemlig.com - som spillere på markedet, tyder alt på, at markedet for måltidskasser løfter sig til 2 mia. kr. inden for en kortere årrække.
Endnu er vækstmarkedet dog helt uden aktører som Lidl, Aldi, Rema 1000 og Dagrofa.
- Lavprissupermarkederne har jo en anden strategi, så om det netop var dette marked, jeg ville satse på, hvis jeg var dem, ved jeg ikke. Måske, hvis konceptet var 'hent i butik' i stedet for levering til døren og så med et billigere prispunkt, siger Dorte Wimmer.