E-cigaretter med nikotin sælger i dagligvarehandlen
Markedet for nikotinholdige e-cigaretter er nu på vej fra de illegale forhandlere til de etablerede kæder. Det kan give en omsætning på op mod 400 mio. kroner, har Dansk Handelsblad tidligere estimeret.
Den 7. juni trådte en ny lov, der tillader de efterspurgte, nikotinholdige e-cigaretter, i kraft – og dagligvarehandlen er i gang med at indtage markedet.
Dansk Supermarked satte de nikotinholdige e-cigaretter på hylderne i Bilka og Føtex, allerede da loven trådte i kraft.
Koncernens butikker solgte inden da e-cigaretter uden nikotin.
- Vi ser en markant stigning i salget af e-cigaretter sammenlignet med sidste år, siger Nanna Louise Knudsen, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked.
Koncernen har på nuværende tidspunkt ikke har planer om at sælge e-cigaretter i Netto.
Dagrofas butikker, Spar, Min Købmand og Meny har en enkelt type e-cigaret med nikotin på hylderne, og det gælder også flere andre kæder i dagligvarehandlen og conveniencesektoren.
Dyr registrering
Inden længe er der også nikotinholdige e-cigaretter i nogle få af Coops butikker.
- Vi vil begynde at teste nikotinholdige e-cigaretter i nogle butikker inden for den nærmeste fremtid. Derefter vil vi tage stilling til, om det er noget, vi vil udbrede, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.
Han vil på nuværende tidspunkt ikke sige mere om, hvor eller hvornår cigaretterne kommer ud i butikkerne.
Loven om nikotinholdige e-cigaretter indebærer blandt andet, at et hvert produkt skal anmeldes til Sikkerhedsstyrelsen, der også holder øje med, om alle regler bliver overholdt. Gebyret ligger på 36.900 kr. pr. produkt for anmeldelsen og derefter 14.700 kr. årligt for at bevare den. Det høje gebyr, der godt nok skal betales af fabrikant eller importør, kan gøre det svært de mindre aktører, hvilket giver dagligvarehandlen gode kort på hånden.
Regler for salg og markedsføring af nikotinholdige e-cigaretter ligger tæt op ad regler for tobak.