Digital nærkontakt med kunden

Forbrugere 31. jan 2018 -
This describes the image
Den franske supermarkedskæde Carrefours nye digitale løsning vil gøre indkøbsturen nemmere for kunden samtidig med at fremhæve de varer, som kunden interesserer sig for og har lyst til at købe. Foto: Deer
Skrevet af: Henrik Denman

Den franske supermarkedskæde Carrefour går nye veje for at forene forbrugernes digitale hverdag med den traditionelle fysiske fødevareforretning.

Carrefour er i gang med et storstilet pilotprojekt, der i første omgang gennemføres i kædens rumænske supermarkeder. Her kan kunderne bruge mobiltelefoner og tablets til at finde vej til butikkens brede udvalg af varer og til at gøre indkøbsturen mere overskuelig samtidig med, at butikken indsamler værdifulde informationer om kunderne.

Hensigten med den nye digitale løsning er at gøre indkøbsturen nemmere for kunden og samtidig fremhæve de varer, som kunden interesserer sig for og har lyst til at købe.

Når kunden går ind i supermarkedet, kan hun vælge en ny type indkøbsvogn, hvor en tablet er monteret ved håndtaget lige ved den plads, hvor man placerer et lille barn. Tabletten er en ny generation af Samsung Galaxy Tab.

Tabletten vejleder kunden rundt i supermarkedet, når hun har tastet, hvilke varegrupper hun ønske at handle i. Systemet navigerer via flere hundrede radiosendere, såkaldte iBeacons, som er placeret i hele butikken.

Når kunden går rundt i butikken, opfanger systemet, hvor langt kunden er nået og viser på tabletten de nye varer og tilbud, som er aktuelle i den pågældende del af butikken. Kunden får løbende oplysninger om produktinformation, priser og særlige tilbud.

Verdens topledere

Carrefour er en af de første dagligvarekæder i Europa, som har lanceret en løsning med iBeacons i butikken og en digi-tal løsning til at navigere kunden rundt i butikkens forskellige afdelinger.

Carrefour-løsningen er en af de fremtidsrettede tendenser, som topcheferne fra verdens største virksomheder og mange af verdens politiske ledere bliver præsenteret for ved World Economic Forums årsmøde i Davos i Schweiz.

Blandt de mange temaer, som vil præge topledernes debatter, vil også være fremtidens detailhandel. Når det i år har den store opmærksomhed på konferencen skyldes det bl.a., at arrangørerne har fået udarbejdet en rapport om, hvordan digitale løsninger vil præge både detailhandlen og industrien, som producerer forbrugsvarerne.

Rapporten tager udgangspunkt i, at detailhandlen står overfor en helt ny type forbruger, som i den grad er med til at forme den måde, vi køber ind på. Stadig stærkere forbrugere har nem digital adgang til alle tænkelige former for information – prissammenligninger, produktinfomation og andre kunders vurdering af vare og indkøbssted.

Den moderne forbruger anvender teknologien i mange sammenhænge, og det gælder ikke mindst mobile løsninger. De er hands-on, og de søger og kontrollerer unikke og personlige oplevelser.

Den digitale kunde

Ifølge rapporten skal udbyderne skal fokusere på forbrugernes ønsker og behov – og det gælder både udbydere inden for detailhandel og blandt leverandørerne.

De digitale løsninger giver adgang til et større udvalg. Kunderne vil ikke længere finde sig i, at en butik melder udsolgt og ikke kan finde ud af, hvor varen så kan fås eller sørge for, at laven leveres til kunden eller ligger klar til afhentning.

Ifølge rapporten er vareudvalget inden for dagligvarer øget med 11 pct. i 2016 i forhold til 2012. Mange butikker øger sortimentet hurtigere end virksomhedens overskud. Det øgede vareudvalg skaber ikke blot omvæltninger i mange kategorier, men styrker også kundernes mulighed for selv at vælge, hvad der passer dem bedst.

Rapporten forudser, at de fysiske butikker i højere grad skal udvælge det vareudvalg, der passer bedst til butikkens snævre rammer og så præsentere det brede udvalg online.

I den udvikling skal detailhandlerne sørge for at få en langt mere nuanceret forståelse af forbrugernes individuelle præferencer. Detailhandlen skal bruge nye digitale løsninger til at planlægge kontakten med den enkelte kunde og det udvalg, de vil præsentere den enkelte kunde for.

Opdateret 10. nov 2020