Danskerne propper fortsat flere dagligvarer i indkøbskurven

Forbrugere 26. okt 2020 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Nok faldt forbruget af fødevarer og dagligvarer med 0,9 pct. fra august til september, men det ændrer ikke på, at danskernes dagligvareforbrug har fået et stort boost under coronapandemien.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at dagligvaresalget lå 2,7 pct. højere i september i år i forhold til samme måned sidste år, når man korrigerer for prisudviklingen. Og måles salget over en tre måneders periode, er væksten endnu større.

I juli-september ligger salget således 3,1 pct. over samme periode sidste år, viser tallene.

Detailomsætningen i september 2020 var 4,2 pct. højere end i september 2019, hvis man udelukkende korrigerer for prisudvikling.

Særligt omsætningen af andre forbrugsvarer er vokset. Her er salget gået frem med 7,5 pct. i september 2020 sammenlignet med året før.

I september var detailomsætningen 0,9 pct. lavere end i august, når man korrigerer for prisudvikling, sæsonudsving og effekten af handelsdage.

Feriepenge giver forbrugsfest

Og det var ifølge privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank helt ventet, at detailsalget vil falde i september, hvilket løbende er blevet bekræftet af tal for danskernes kortforbrug henover måneden.

Til gengæld ser forbruget for oktober rigtig stærkt ud, bemærker hun.

- Feriepengene har i høj grad kommet detailhandlen til gode, og især indenfor kategorien ”andre forbrugsvarer”, der blandt andet omfatter elektronikforretninger og ting til hjemmet, er der sket en kraftig stigning i salget de seneste uger. Nye restriktioner ventes ligeledes at løfte dagligvarersalget, da danskerne ventes at bruge mere tid derhjemme, lyder det i en kommentar fra Louise Aggerstrøm Hansen.

 

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?