Danskerne læser flere tilbudsaviser efter dyk i interessen

Forbrugere 19. jan 2023 -
This describes the image
Foto: Lidl
  • Næsten to ud af tre læser nu digitale eller fysiske tilbudsaviser på ugebasis, viser undersøgelse fra Kantar Gallup.  

Skrevet af: Søren Tougaard

Den skyhøje inflation har presset mange familiers rådighedsbeløb. Det ses også på interessen for at gå på tilbudsjagt i supermarkedet.

I løbet af det seneste år er andelen af danskere, der læser tilbudsaviser på ugebasis steget med 4 procentpoint, viser en ny undersøgelse fra Kantar Gallup.

Det svarer til, at næsten to ud af tre forbrugere - 64,4 pct. - læser digitale eller fysiske tilbudsaviser i løbet af ugen. I de seneste år har interessen for tilbudslæsningen ellers været faldende i befolkningen.  

- Væksten er mest drevet af digital læsning af tilbudsaviser, det vil sige en mere målrettet søgning fra brugernes side alt efter deres nuværende behov. Dette er en medvirkende faktor til, at digitale tilbudsaviser som medie siden 3. kvartal 2022 har flere brugere end de trykte udgaver i dagligvarekategorien. De to medier supplerer faktisk hinanden rigtigt godt idet tendensen peger i retning af, at færre læser såvel analogt som digital, idet flere vælger at bruge enten trykte eller digitale tilbudsaviser, siger Berit Puggaard, direktør for Kantar Gallup. 

Stor vækst hos minetilbud.dk

Samme tendens mærker man også hos minetilbud.dk, der er en digital tilbudsplatform, hvor mere end 1,3 mio. danskere læser digitale tilbudsaviser eller kataloger og søger tilbud blandt danske detailforhandlere og e-commerce butikker.

Sammenlignet med 2021 melder minetilbud.dk om en vækst i antal søgninger på platformen i 2022 med 50,6 pct.

- Danskerne har altid været prisbevidste og glade for tilbud. I takt med at priserne stiger, oplever vi, at flere og flere læser tilbudsaviser. Tilbudsaviser har altid været og er i endnu højere grad blevet en naturlig del af danskernes indkøbsvaner, når der skal købes alt fra flæskesteg til en pakke smør, siger Susanne Juhl, Head of Business hos minetilbud.dk.

 

Opdateret 19. jan 2023