Danskerne kender ikke til central smag for at spise bæredygtigt

Forbrugere 3. jun 2022 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Langt størstedelen af danskerne ved ikke, hvad umami er. Det gør det svært at spise grønt, siger ekspert

I omstillingen af kosten til mere plantebaserede retter spiller smag en afgørende rolle, men danskerne står overfor en udfordring, viser en ny undersøgelse, som Mejeriforeningen står bag.

Mens flere end otte ud af 10 kender smagene salt og sød, kender færre end hver fjerde dansker den femte grundsmag umami.

Den femte grundsmag er ifølge Ole G. Mouritsen, professor i gastrofysik ved Københavns Universitet, den vigtigste, når det kommer til omlægningen til en mere bæredygtig kost:

- Mennesket har været kødspiser i mere end to mio. år, og tragten efter smagen af kød, som netop er umami, ligger dybt i vores gener. Grøn, bæredygtig mad mangler umami, og det er derfor, at de fleste finder det svært at spise mere grønt og mindre kød. Men da det er umami-smagen af kød, vi eftertragter, og ikke kød som sådan, ligger løsningen lige for: at tilføre det grønne den umami, som det mangler. Der skal kun lidt til, og det kan være små mængder af kød, æg, ost eller forskellige fermenterede fødevarer.

Undersøgelsen viser, at de tre sværeste råd for danskerne er at spise mindre kød (47 pct.), som er en stor kilde til umami, at spise mindre af det søde, salte og fede (46 pct.) samt at spise planterigt, varieret og ikke for meget (43 pct.).

Undersøgelsen er gennemført af Norstat for Mejeriforeningen i februar 2022 med 1512 respondenter fordelt repræsentativt på køn, alder og geografi. Undersøgelsen udføres i ramme af et EU-projekt, der gennemføres i fem medlemslande, med fokus på mejerisektorens rolle i en bæredygtig kost.

 

Opdateret 3. jun 2022