Danskerne er bagud med mobil-shopping

Forbrugere 19. maj 2016 -
Arkivfoto: Henrik Denman
Skrevet af: Henrik Denman

Danskerne er på mange måder i førerfeltet, når det gælder brug af mobiltelefoner. Til gengæld ligger danskerne tilbage i bagtroppen, når det drejer sig om mobil shopping, fastslår en ny undersøgelse fra PwC, hvor knap 23.000 forbrugere fra 25 forskellige lande inkl. Danmark har deltaget.

Vil man kende den fremtidige forbruger nærmere, bør man ifølge PwC skue mod øst til Kina. I Kina svarer 65 pct. af forbrugerne, at de shopper via deres mobiltelefon mindst en gang om måneden. Globalt er det 28 pct. – men i Danmark svarer blot 12 pct. det samme.

Kineserne er first movers i detailhandlen, og mobil shopping er for længst blevet dominerende, men udviklingen kommer også til Danmark. PwC forudser således, at seks ud af 10 danskere i 2019 vil være med på mobil shopping-bølgen.

– Kina i særdeleshed og nye markeder i almindelighed vil fortsætte med at være first movers, når det gælder nye tendenser inden for detailhandlen. I disse år oplever vi en stigning i form af mobil og social shopping, og det er en tendens, der også i stigende grad vil påvirke det danske marked fremover, siger partner i PwC, Henrik Trangeled Kristensen.

De unge bruger mobilen mere end de ældre forbrugere. Således har 13 pct. af unge danske forbrugere, de såkaldte millennials, betalt for en vare med mobiltelefonen mod blot syv pct. af danskerne i andre aldersgrupper.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?