Danske turister sikrer endnu en sommerhusrekord
Selv om det kun er hvert tredje sommerhus, der bliver lejet ud fast, betyder udlejningsfrekvensen en hel del for de butikker, der ligger i sommerhusområderne - ikke mindst når vejret ikke jager gæsterne til de nærmeste storbyer.
Og efter en stigning i de såkaldte sommerhusovernatninger i nogle år, byder 2017 på endnu en rekord, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.
Således blev der i alt overnattet 19,2 mio. gange i de udlejede feriehuse i 2017. Til sammenligning lå tallet i 2016 på 18,6 mio. overnatninger.
Det er de danske turister, der er blevet flittigere med at leje sommerhuse. Antallet af danske turisters overnatninger steg med 9,1 pct. i forhold til 2016, mens tyskerne sov 1,6 pct. flere nætter i et lejet sommerhus i forhold til 2016.
Oplevelser og afgifter
Rekorden gælder ikke kun sommerhuse, men også bl.a. hoteller. Helt præcist blev det til 52,6 millioner overnatninger i 2017 mod 51,5 året før. Det er fjerde rekordår i træk, lyder det fra Dansk Erhverv, der mener, at potentialet for at lokke udenlandske turister til Danmark er større.
- Det ville derfor være fornuftigt, hvis der blev set på de hjemlige afgifter. En justering af afgifterne vil betyde, at turismeerhvervet ville få vilkår, som ligger tættere på konkurrence nabolande. Uden at sige noget mindre pænt om det danske vejr, så må jeg altså bare konstatere, at turister ikke kommer af sig selv, siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.
Han mener, at der også skal investeres i oplevelser for at lokke flere turister til Danmark.
Tallene fra Danmarks Statistik tyder dog på, at flere allerede har besluttet sig for at besøge Danmark næste år. Således var der ved udgangen af december måned booket 234.000 husuger for det kommende år, hvilket er en fremgang på 16,0 pct. i forhold til samme tidspunkt i 2016. De tyske bookinger er steget med 16,3 pct., mens de danske bookinger er steget med 16,2 pct., skriver Danmarks Statistik.