Danske Spil venter rekordomsætning under VM
Når VM-slutrunden i fodbold er sparket i gang 14. juni med åbningskampen mellem Rusland og Saudi-Arabien, sparker den store sportsbegivenhed samtidig kraftigt til danskernes spillelyst.
Således forventer Danske Spil en ny rekordomsætning, inden de nye verdensmestre kan løfte trofæet den 15. juli efter 64 VM-kampe.
- Vi har en forventning om, at der bliver spillet for ca. 690 mio. kr. hos os i VM-perioden, siger Jens Nielsen, sportspilschef hos Danske Spil til Dansk Handelsblad.
I 2014 var VM-slutrunden i Brasilien uden dansk deltagelse. Her lød omsætningen hos Danske Spil på 582 mio. kr.
Udsigten til en rekordhøj spilomsætning denne gang tilskriver Jens Nielsen primært udviklingen indenfor Oddset, som de forgange år er blevet generelt moderniseret og eksempelvis langt mere tilgængelig via mobilen, men det trækker også op, at det danske landshold denne gang har kvalificeret sig til slutrunden.
- Generelt er VM i fodbold stort. Især fordi Danmark er med. Det specielle ved et VM er jo, at alle kampe er interessante at spille og se på. Der er ingen tvivl om, at dansk deltagelse betyder meget for, hvor meget der bliver spillet for. Jeg kan ikke give et nøjagtigt procenttal på det, da det afhænger af, hvordan det går Danmark under turneringen. Men mit bud er, at det løfter spilomsætningen med mellem 10 og 30 pct. ekstra, siger Jens Nielsen.
Løfter salget med 50 pct.
Af den forventede spilomsætning nær 700 mio. kr. forventer Danske Spil, at spillerne vil spille for 365 mio. kr. ude hos landets ca. 3.100 Oddset-forhandlere.
Ifølge Jens Nielsen er forventningen, at VM løfter butikkernes omsætning med ca. 122 mio. kr. Dermed kan hver Oddset- forhandler i snit se frem til en ekstra omsætning på ca. 39.500 kr. under VM.
- I de ulige år uden VM eller EM er juni og juli nogle af de tyndeste uger i løbet af året. I forbindelse med VM forventer vi, det løfter salget med ca. 50 pct. i forhold til den samme periode i de ulige år, siger Jens Nielsen.