Dansk Supermarked går efter halvdelen af grillmarkedet
Gasgrill udgør cirka 80 procent af grillsalgsmarkedet herhjemme, og selv om salget er tordnet i vejret, er danskerne slet ikke mættet af at købe gasgrill endnu.
Derfor forventer Dansk Supermarkeds produktchef Frank Holst betydelige vækstrater indenfor grillsalget de kommende år.
- Markedet går kun én vej, og det er op. Det er helt fantastisk. Vores mål er, at vi skal have 50 procent af det danske grillmarked, siger Frank Holst om den ambitiøse målsætning.
Dansk Supermarked er i dag markedsledende indenfor salg af grill og ikke mindst gasgrill.
Ifølge produktchefen er en væsentlig årsag til det store gasgrillsalg, at Weber gennem en årrække har formået at skabe en unik dansk grillkultur.
Samtidig har Char-Broil med købet af Dancook fået et godt fodfæste i Danmark og er kommet ind på markedet med et spændende og reelt alternativ til Weber.
Dansk Supermarked fik første gang Char-Broil gasgrill i butikkerne tilbage i 2012 og siden har især Bilka fået et større og større produktsortiment fra den amerikanske producent, hvilket har fået interessen for gasgrill til at vokse yderligere herhjemme.
- Grillmarkedet er en enorm positiv historie. Vi oplever rigtig mange glade kunder og gasgrill har virkelig formået at hæve omsætningen på markedet, siger Frank Holst. Han fortæller, at Dansk Supermarked i 2017 udvider med et nyudviklet Char-Broil gasgrills sortiment på toppen af det eksisterende, hvilket næsten vil fordoble udvalget indenfor kategorien.