Dansk Erhverv vil kriminalisere unges køb af tobak

Forbrugere 1. aug 2018 -
This describes the image
Foto: Colourbox

Inden sommerferien gemte Netto-butikkerne tobakken væk under disken, og Salling Groups andre kæder Bilka og Føtex følger snart efter. Det samme gør stort set alle andre danske dagligvarekæder, selv om de fleste endnu ikke har sat dato på.

Målet er bl.a. at stoppe de unge i at ryge.

Det er forbudt at sælge tobak til unge under 18 år, og nu foreslår de erhvervsdrivendes interesseorganisation Dansk Erhverv, at ansvaret for at tobakssalget flyttes delvist over på de unge, der køber cigaretter. Organisationen mener, at det skal være ulovligt for de unge at købe tobak. Forbuddet skal supplere det eksisterende salgsforbud.

- I dag kan man som mindreårig forsøge at købe tobak, uden at det har konsekvenser overhovedet. Vi mener, at et købsforbud vil være et stærkt signal at sende til de unge om, at tobak er forbeholdt voksne. Kører du på knallert uden hjelm eller på cykel uden lygter, får du en bøde, selvom du er under 18 år. Vi tror, at det vil have en konkret effekt at gøre unge bevidste om, at det har en konsekvens, hvis de forsøger at købe tobak, siger Tine Marie Andersen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Et købsforbud skal gælde for unge i gruppen mellem 15 og 18 år. Er man yngre end det og forsøger at købe tobak, så skal den pågældendes forældre informeres.

Opdateret 10. nov 2020