Danmark har de næsthøjeste fødevarepriser i EU
-
Danske fødevarepriser var i 2021 18 pct. højere end gennemsnittet i EU. Det overgås kun af Luxembourg.
Fødevarepriserne er på himmelflugt overalt i verden. Herhjemme er fødevarepriserne i snit blevet 10,1 pct. dyrere det seneste år som en konsekvens af skyhøje energipriser, høje fragtrater og ikke mindst krigen i Ukraine.
Og de danske forbrugere må til lommerne, når de forsyner sig med varer fra dagligvarebutikkerne, hvis man sammenligner med prisniveauet i andre EU-lande.
Danmarks Statistik har netop udgivet statistik over fødevarepriserne i EU i 2021, og de viser, at danske fødevarer er 18 pct. dyrere end EU-gennemsnittet. Det overgås kun af Luxembourg, hvor fødevarepriserne er 26 pct. højere end EU-snittet. Dermed har Danmark de næsthøjeste fødevarepriser i EU.
Selv om tallene ligger før de helt store prisstigninger på fødevarer i Danmark, og at priserne er steget hurtigere i andre EU-lande, vil Danmark fortsat ligge i top.
Og det er der flere naturlige forklaringer på.
"De høje lønninger gør det dyrere at drive forretning i Danmark end vores naboer i EU. Vi har desuden en høj moms, der sammen med en række forbrugsskatter gør vores fødevarer dyrere. Det understøttes af tal fra EU-kommissionen. Når man hjemme bruger 100 kr., så betaler man i gennemsnit 24,70 kr. til statskassen. Det er væsentlig højere end resten af EU, hvor man i gennemsnit betaler 17,10 kr. til statskassen, når man bruger 100 kr.", lyder det i en kommentar fra Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.
Krigen i Ukraine har sendt priserne på hvede, majs og solsikkeolie op i et meget højt niveau, fordi både Rusland og Ukraine er storeksportører af disse varer på verdensmarkedet.
Dertil kommer f.eks., at priserne på mejeriprodukter og oksekød er rekordhøjt. Herhjemme er priserne på mælk steget med ca. 20 pct. det seneste år. Det har fået landmændene til at vente med at sende køerne til slagtning, hvilket igen presser priserne i vejret på oksekød.