Coops topchef spår spændende supermarkeder

Forbrugere 10. okt 2016 -
This describes the image
Adm. direktør i Coop, Peter Høgsted. Foto: Coop

- Om ti år tror jeg, at mange af basis-tingene er taget væk fra supermarkedet. Jeg tror, at online kommer til at spille en større rolle i forhold til basis-indkøbene.

Sidst i september gav adm. direktør i Coop Danmark, Peter Høgsted, på et netværksmøde arrangeret af det aarhusianske virksomhedsfællesskab Officelab bl.a. sit bud på, hvordan dagligvarehandelen vil ændre sig frem til 2026.

Han lagde ikke skjul på en forventning om en betydelig vækst i onlinesupermarkederne, og helt i tråd med Coops overordnede mad-dagsorden ser Høgsted en ny rollefordeling, hvor onlinehandelen står for de kedelige indkøb, og de fysiske supermarkeder vil levere mere spændende oplevelser, end de traditionelt har stået for.

- Jeg tror, at vi kommer til at iscenesætte madoplevelsen meget anderledes i supermarkedet. Jeg tror, det bliver en kombination af restauration og spisested. Vi har fantastisk mange kvadratmeter derude - hvorfor dog bruge dem til toiletpapir?, lød det retoriske spørgsmål.

- Vi går ind i en periode, hvor supermarkederne bliver mere oplevelsesfulde og mere nydelsesorienterede, og jeg tror, vi vil se, at du vil kunne spise der i stedet for at gå hen i pizzeriaet.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?