Butikkerne kan mindske madspild med 10 pct.

Forbrugere 6. apr 2018 -
This describes the image
Hvis supermarkeder går over til at bruge automatiske indkøbssystemer også til ferskvarer, vil det kunne mindske mængden af varer, der kasseres, med 1 pct., viser nye studier. Foto: Colourbox
Skrevet af: Henrik Denman

Dagligvarehandlen kan mindske madspild i butikkerne med 10 pct., hvis de anvender automatiske indkøbssystemer til alle deres varer.

Det svarer til 45 ton mad hver dag.

Det viser en ny ph.d-afhandling, der er udarbejdet af Kasper Kiil fra Institut for Materialer og Produktion på Aalborg Universitet.

Han mener, at dagligvarekæderne med fordel kan anvende automatisk vareregistrering og indkøb, som de allerede gør med tørvarer som konserves, tørret pasta og andet, der har en lang holdbarhed.

Når det drejer sig om letfordærvelige fødevarer som frugt og grønt, fersk kød og mejerivarer, sker den løbende optælling og varebestilling manuelt.

En af årsagerne til, at det vil være en god idé at gøre indkøbsarbejdet elektronisk, er at computere kan håndtere meget mere data end mennesker, og at de lynhurtigt kan genkende forbrugsmønstre i forskellige varegrupper, både med hensyn til geografi og sæsonudsving.

- Hvis man ser på, hvor det største madspild sker, er det ikke i forhandlerleddet, men hos forbrugerne. Automatiske indkøbssystemer vil betyde, at varerne står kortere på hylderne og kommer hurtigere frem til forbrugerne, siger Kasper Kiil i en pressemeddelelse.

 

 

Opdateret 10. nov 2020