Børnefamilier sætter pris på convenience
Ny undersøgelse viser, at danskerne tager convenience-konceptet til sig. Ikke mindst børnefamilierne.
Organisationen Madkulturen gennemfører årligt undersøgelsen Madindeks, der beskriver danskernes madvaner. Og ifølge Madindeks 2015 mener danskerne selv, at de spiser hjemmelavet mad. I hvert fald beskriver 55 pct. af de adspurgte, deres aftensmad som ’helt og aldeles hjemmelavet’.
22 pct. tager dog convenience-produkter til hjælp, når den hjemmelavede aftensmad skal på bordet og beskriver deres mad som ’overvejende hjemmelavet med nogle ting færdigkøbt’.
Det er især den ældre del af befolkningen, der giver sig tid til at tilberede aftensmaden helt fra bunden, imens de 35-49 årige er den gruppe, der er mest tilbøjelige til at bruge færdiglavede produkter i deres måltider. 26 pct. af måltiderne hos familier med børn indeholder elementer af convenience.
Stiller krav til butikkerne
- De nyeste tal fra Madindeks viser, at danskerne faktisk kan og gerne vil lave mad selv og at et velsmagende og hjemmelavet måltid af friske råvarer er et stærkt ideal om det gode måltid. Vi kan også se, at der er pres på madlavningen, når mange blander hjemmelavet mad med halv- og helfabrikata. Det stiller krav til fødevareproducenter og butikker om at udbyde færdigprodukter af høj kvalitet og stor variation, når det er så stor en del af danskernes aftensmad – også når vi kalder den hjemmelavet, siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen.
Madindeks 2015 er en kombination af Madkulturens kvantitative analyse af, hvad danskerne spiser til aftensmad og en større forskningsbaseret undersøgelse gennemført af MAPP Centret ved Aarhus Universitet.
I Madkulturens analyse er 2339 repræsentativt udvalgte danskere blevet spurgt om, hvad de spiste til aftensmad dagen før. Stikprøven indeholder danskere mellem 18 og 74 år og er repræsentativ på køn, alder, geografi og uddannelse. Data er indsamlet i perioden 24. september til 9. oktober 2015.