Arlas klimamælk er kåret som Årets Madbluff i Sverige
-
Et økologisk Änglamark-produkt var blandt de seks finalister til antiprisen
Hvert år kårer den svenske forbrugerorganisation Äkta vara Årets Madbluff – den vare, som forbrugerne mener er mest vildledende.
I år fik Arlas klimamælk med 6.862 stemmer flest forbrugerstemmer.
De svenske forbrugere er ikke alene om at mene, at Arla fupper med sin klimaneutrale mælk. Den svenske forbrugerombudsmand har trukket Arla i retten for det, som ombudsmanden kalder greenwashing. Den sag er endnu ikke afgjort.
I en kommentar til kåringen som Årets Klimabluff, skriver Arla:
"Der er få, der har så rene og naturlige produkter som Arla - køber man mælk får man mælk og intet andet. Nomineringen har ikke noget at gøre med selve produktet. Det er vores markedsføring 'Netto Zero', som nogle sætter spørgsmålstegn ved. Vi har aldrig forsøgt at vildlede nogen, men vi vil undersøge, om vi kan gøre kommunikationen om vores arbejde med bæredygtighed tydeligere i fremtiden.”
Arlas markedsføring er godkendt af Fødevarestyrelsen i Danmark, men den afgørelse blev sendt i Miljø- og Fødevareklagenævnet af blandt andre Forbrugerrådet Tænk.
På Arlas klimamælk står der i Danmark i dag: CO2-neutral. Kompenseret med klimakreditter.
Äkta vara modtog indstillinger på i alt 186 kandidater til Årets Madbluff. Blandt finalisterne var et økologisk Änglamark-produkt med frugtgodbidder. Det indeholder 95 pct. æbler, men er markedsført som et jordbær-produkt. Kun 5 pct. af indholdet består af jordbær.