Arla Fonden: Børn mangler kundskaber i køkkenet
-
Fire ud af 10 børn kan ikke finde ud af at koge et æg og hver fjerde kan ikke skrælle en gulerod. Det kan ramme folkesundheden
De fleste børn er glade for at lave mad med deres familie og venner. De bliver i godt humør, har det sjovt, hygger sig, har gode snakke og har mulighed for at være kreative. Det viser Arla Fondens årlige analyse ”Unge, Børn og Mad”.
53 pct. af børnene synes, at de hygger sig med forældrene, når de laver mad. 50 pct. har det sjovt. 44 procent har gode samtaler med forældre eller søskende, mens de laver mad.
Alligevel kan fire ud af 10 ikke finde ud af at koge et æg og hver fjerde kan ikke skrælle en gulerod.
- Vi kan ikke være bekendt at sende børnene ind i voksenlivet på den måde, siger Arla Fondens direktør Sanne Vinther og tilføjer:
- For hvis børn ikke kan håndtere basal madlavning, så kan de ikke håndtere deres egen sundhed som voksne.
Mangler mesterlære i køkkenet
Tallene fra analysen, som er udkommet for fjerde år i træk, både overrasker og bekymrer Sanne Vinther:
- Det er voldsomt, at fire ud af 10 børn ikke kan noget så basalt som at koge et æg. Det tyder på, at der er virkelig mange børn, der ikke får almindelig mesterlære i køkkenet med familie eller venner. Det trækker tråde ind i voksenlivet. Hvis du ikke kan ordne grøntsager eller andre enkle opgaver i køkkenet, så får det med stor sandsynlighed konsekvenser for din sundhed i fremtiden.
Familier mangler tid
Susanne Højlund, der er mad-antropolog og afdelingsleder for afdelingen for antropologi på Aarhus Universitet, forklarer i analysen, at ”familier har travle hverdage, og det betyder, at koncentreret samvær og nærvær kan være en mangelvare. Madlavning er en adgang til det.
Hun mener, at nærværet og skærmfraværet er afgørende for begejstringen. Samtidig bliver hænderne brugt, og der bliver skabt noget nyt. Ofte sammen med andre. Samtidig dufter, ser og føler du.
- Vi kalder det måltidet. Men vi burde kalde det ’måltiden’. For det er tiden, der er det vigtige her, siger hun.
Børn elsker at spise sammen med forældre
Ifølge børnene er der intet over eller ved siden af at spise sammen med sin familie ved spisebordet. Det foretrækker 59 procent.
Til sammenligning synes kun 10 pct., at det er bedst at spise foran fjernsynet, selvom det også foregår med familien. Kun otte procent er mest begejstrede for at spise på restaurant.
- Vi har for mange forældre, der står i vejen for børns madlavning. Forældre, der står i vejen for, at børn bedre kan klare sig selv som voksne, fordi de mangler viden om og erfaringer med smag, grøntsager, madspild og sundhed, siger Arla Fondens direktør.
Hun mener, at alle forældre er interesserede i at give deres børn en god start på livet, og det indebærer blandt andet at kunne håndtere råvarer og lave mad.
- Forældre skal lade børnene være med. At det er svært for nogle, er helt ok, men forældre har bare ikke et valg. Det skal løses, siger Sanne Vinther.