Analyseinstitut: Seks ud af 10 europæiske forbruger skammer sig over eget madspild
-
Ifølge Capgemini er forbrugernes bevidsthed om eget madspild mere end fordoblet på to år
Forbrugernes bevidsthed om madspild er mere end fordoblet siden udbruddet af corona. Næsten tre ud af fire er bevidste om deres eget madspild. Det er mere end dobbelt så højt som i vinteren 2020.
Det viser en ny, stor undersøgelse fra Capgemini Research Institute, som har spurgt 10.000 forbrugere i 11 europæiske lande i maj 2022.
Analysen viser også, at 90 pct. af forbrugerne i dag foretrækker producenter, der aktivt begrænser madspild, mens 60 pct. vil have butikker og producenter til at gøre mere.
Ifølge Maria Søndergaard, som er direktør for Produktion og Retail hos Capgemini i Danmark, skammer seks ud af 10 forbrugere sig over eget madspild. Men samtidig retter forbrugerne et kritisk blik mod dagligvarehandel og fødevareproducenter.
Undersøgelsen inddrager ikke danske forbrugere, men ifølge Maria Søndergaard, matcher tal fra både Norge og Sverige det generelle billede af forbrugerens præferencer.
- I Danmark har vi lige som i Norge og Sverige været relativt tidligt i gang med at anerkende madspild, som et problem, der skal sættes ind over for. Både supermarkeder og producenter er bevidste om, at det her er et tema, som mange forbrugere har klare holdninger til og forventer, at branchen gør noget ved, siger Maria Søndergaard.
Danske forbrugere er klar til at handle
Danske undersøgelser peger i den samme retning som tallene fra Capgemini, der en global teknologi- og rådgivningspartner.
Ifølge stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad, Selina Juul, fylder madspild mere i danskernes bevidsthed. Og mange er interesseret i at nedbringe mængden af mad, der smides ud. Det viser en Gallup-måling, der er foretaget af Kantar Public for Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad.
Den viser, at næsten fire ud af 10 danskere har fået et større fokus på madspild i husstanden siden forrige måling sidste år. 68 pct. tilkendegiver, at de selv gerne vil undgå mere madspild i fremtiden.
- Det er de stigende priser på både energi og fødevarer, som bekymrer forbrugerne. Mange tænker på, hvordan man kan spare og optimere sit forbrug, så det både giver mening for pengepung og for klimaet, siger Selina Juul.
En undersøgelse fra Kantar Public for Stop Spild Af Mad, viser også, at op mod halvdelen af danskerne er tilbøjelige til at købe produkter i supermarkedet, som bidrage til mindre madspild. Op mod hver anden dansker er indstillet på at købe frasorterede produkter i supermarkedet.