Stor fødevarevirksomhed ramt af corona
10 ansatte hos Hørkram Foodservice i Sorø er blevet testet positiv for corona-virus, og i alt ca. 40 medarbejdere er nu blevet testet for at stoppe virus i at ramme virksomheden yderligere, skriver TV2 Øst.
- Vi har sendt et hav af nære kontakter - de grupper, de arbejder i, og de grupper, de spiser sammen i - til både kviktest og rigtige test. Det gør vi for at lukke det her ned. I konkrete tal er omkring 40 medarbejdere indtil videre blevet testet, oplyser adm. direktør Preben Kristensen til mediet.
Hørkram har ca. 1000 ansatte, heraf er de 700 ansat i Sorø.
Smittekæden startede hos en medarbejder, der netop havde været på et kursus, hvor en anden deltager efterfølgende blev konstateret smittet. Inden smitten blev opdaget, havde Hørkram-medarbejderen været tilbage på fabrikken i Sorø.
Ifølge mediet er det hovedsagelig kontorfolk, der er syge, men de arbejder på flere afdelinger.
Slagteriet Danish Crown har tidligere været ramt af Corona og måtte en periode lukke slagteriet i Ringsted ned. Senere har slagteriet testet meget systematisk i samarbejde med myndighederne.
Læs også: Corona: Ringsted-slagteri lukkes ned