Food Pro: Farvel til coronapasset
-
Leder af ansv. redaktør Jesper Veber Knudsen
Første september er egentlig en ganske almindelig onsdag i eftersommeren - men så alligevel ikke: Det er nemlig også den dag, hvor det endelig er slut med at skulle vise coronapas for at kunne spise ude.
Coronapassene har haft en funktion for at dæmpe smitten under pandemien, og det vil de sikkert også fortsat have i forhold til nogle udlandsrejser.
Men nu kan også den skrumpende andel af ikke-vaccinerede danskere igen gå ud at spise helt spontant, og det vil uden tvivl kunne løfte tilstrømningen til spisestederne yderligere.
Dermed er der kun ganske få begrænsninger tilbage af det stramme regime, vi var underlagt først på året, da smitten kulminerede.
Herfra skal det blive spændende at følge, om den ketchup-effekt i markedet, som mange i de hårdest coronaramte brancher har håbet på, reelt også indfinder sig. Og så krydser vi alle sammen fingre for, at vi slipper for flere restriktioner herfra.
Denne udgave af Food Pro rammer et par yderpunkter i madørernes univers: Noget af det nyeste nye i orm af vertikalt landbrug og databaseret videnskabelig tilgang til patient-kost – og i den modsatte ende: traditionelt dansk køkken i 2021-aftapning. Vi bringer nogle smagsprøver.
Der er de spisesteder, der har plejet traditionen hele tiden. Men tilsyneladende også flere og flere nyere restauranter, der søger tilbage til rødderne og varetager den kulturelle arv, der ligger i klassikere som højt belagt smørrebrød - og wienerschnitzelen, som er et godt eksempel på, at mormormad også har hentet inspiration uden for Danmarks grænser.
Snart bliver det tid til et gensyn med den begivenhed, der på mange leder har spillet en definerende rolle som et omdrejningspunkt for den hjemlige madscene – før corona. Mandag 13. september er norske Stavanger nemlig vært for den årlige uddeling af Michelin-stjerner her i Norden.
Det foregår ganske vist stadig digitalt. Men ugen efter genoptager en af de tre store foodservice-grossister, Dagrofa Foodservice, de fysiske messer med et stort arrangement i Bella Centeret i København.
Det begynder alligevel at ligne et farvel til halvandet års undtagelsestilstand.
Læs seneste udgave af Food Pro magasinet