Normalt er det sådan, at når produktionen af en vare falder, uden af efterspørgslen gør det samme, så stiger prisen. Denne mekanisme har de olieproducerende lande i navnlig OPEC gjort brug af talrige gange for at hæve prisen på olie.

Om det også forholder sig sådan med fødevarer, får vi at se, når en stor del af den danske landbrugsjord udgår af produktionen i forbindelse med udmøntningen af ”den grønne trepart”.  

Foreløbig kan vi glæde os over, at den del af treparten, der handler om en CO2-afgift, ikke bliver ubetaleligt dyr for danskerne. Finansministeriet har beregnet, at 500 g hakket oksekød vil stige med knap to kroner frem til 2035 som følge af afgiften, 500 g. hakket grisekød med 20 øre og en liter mælk med 30 øre.  

Det er jo ikke meget, når man f.eks. sammenligner med, hvad energikrisen i 2022 afstedkom af stigninger.

I det hele taget er der grund til at rose det politiske håndværk, som aftalerne om den grønne trepart er resultatet af. Først aftalen mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening m.fl. og nu også den politiske aftale på Christiansborg. Det har været et forløb, som Danmark kan være stolt af.

Det viser vores land som et velfungerende, inddragende demokrati. Den måde at arbejde på er faktisk temmelig enestående i verden. Om den praktiske udmøntning af aftalen bliver lige så rosværdig, bliver spændende at se.

Landbrugets medvirken i og overvejende positive indstilling til det, der nu er vedtaget, tegner godt for forløbet, skønt det er meget betydelige arealer, som de skal ophøre med at producere på. Det skyldes naturligvis, at de bliver kompenseret for det, og det er bl.a. derfor, at samfundsudgiften til denne omstilling beløber sig til ca. 50 mia. kr.

Det er der politisk accept af, fordi Danmark er i den privilegerede situation, at pengene ligger i statskassen, hvor der angiveligt også er råd til blandt andet meget betragtelige forøgelser af udgifterne til forsvaret.

Det må der være, for det har ikke været på tale at hæve skatterne som følge af disse betragtelige merudgifter for de kommende år. Det hele forudsætter naturligvis, at de gode tider for dansk økonomi fortsætter.

Som det er nu, kan vi glæde os over et komfortabelt overskud handelsbalancen, der bl.a. bæres oppe af gode eksportindtægter for føde- og drikkevarer. Kan de opretholdes, når 10 procent af landbrugsarealet udgår af driften?

Når vi ser os om i verden, kan vi se, at det går skidt for samfundsøkonomierne på nogle af vore vigtigste eksportmarkeder som Tyskland, England og Sverige. Hvad kommer det til at betyde for den danske samfundsøkonomi? Og hvad med Donald Trump og hans annoncerede toldtariffer? Og konkurrencen fra Kina?

Der er unægtelig sorte skyer i horisonten, og det er nok klogt at indstille sig på, at nogle af dem vil trække ind over Danmark, og at det kan blive nødvendigt, at vi styrker vores konkurrenceevne for at kunne opretholde vores egen gode økonomi og få råd til bl.a. udmøntningen af den grønne trepart, som i sig selv kommer til at fordyre vores produktion af eksportvarer, ligesom den jo også vil mindske kapaciteten til at producere dem.

Danmark kan ikke selv påvirke klimaet målbart – vi står kun for en tusindedel af de globale udledninger af drivhusgasser. Nu håber regeringen, at den grønne trepart vil gøre Danmark til et internationalt foregangsland for arealforvaltningen. Her tænker den dog nok ikke mindst på livet i havet omkring Danmark, altså næringsstoffer, hvor det giver god mening.

Men hvis det sker, skrumper økonomien jo alt andet lige tilsvarende i lande, som vi skal eksportere til. Hvad vil det betyde for vores eksportmuligheder?

Holdbarheden i vores samfundsøkonomi forudsætter under alle omstændigheder, at belastningen af den nuværende produktion bliver kompenseret af udnyttelse af andre muligheder. Vi har simpelt hen brug for profitabel vækst, hvis vi skal kunne finansiere de kommende års store udgifter til trepart, forsvar m.m.

En del af svaret på denne udfordring kan være fiskeopdræt. Det er en produktion, som ikke optager megen plads, og som der er store, uudnyttede potentialer i. Disse potentialer er p.t. begrænsede af nogle politisk vedtagne kvælstofkvoter, og det er for så vidt skørt, eftersom f.eks. laks og ørred opdrættet i akvakultur er en relativt klima- og miljøeffektiv fødevareproduktion.

Det er måske en lille del af svaret på de udfordringer, som Danmark kommer til at stå overfor, men mange bække små…

Alle debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning