Debat: Alting var bedre i gamle dage

Debat og Kommentar 24. maj 2023 -
This describes the image
  Foto: Flemming Effersøe
  • De mange butikstyverier er en skamplet på retssamfundet, skriver Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør hos De Samvirkende Købmænd (DSK) i dette debatindlæg. Debatindlægget er ene og alene den eksterne skribents synspunkt.   

Skrevet af: Ekstern skribent

Antallet af anmeldte butikstyverier har ikke været højere siden 2004, og nåede ca. 6.000 anmeldelser i første kvartal 2023. Dertil kommer alle de tyverier, hvor gerningsmanden ikke opdages eller hvor butikken ikke får anmeldt. Det reelle antal butikstyverier er astronomisk højt.

Læg dertil, at en del af butikstyverierne i dag har en ganske grov karakter. Mange varer stjæles af professionelle tyve med videresalg for øje. Sidste år afslørede en stor kontrolkampagne fra Fødevarestyrelsen, at hver fjerde kiosk ikke kunne redegøre for, hvor nogle af deres varer kom fra. Den manglende sporbarhed skyldes givetvis, at nogle varer enten er handlet sort i f.eks. Sverige – lav fødevaremoms og ingen slikafgift – eller stjålet i den pæne del af dansk dagligvarehandel.

Mit første job var hos den lokale købmand. Michael Lanner ville første ansætte mig, når jeg var konfirmeret!, så dér startede jeg ugen efter. Jeg blev straks dybt fascineret af livet som købmand og blev hængende i den lokale Prima hos Michael i 7-8 år. Jeg lærte en masse og er den dag i dag dybt taknemmelig.

Vi havde også butikstyverier dengang. Men det var aldrig dusinvis af chokoladebarer eller kassevis af dyr rødvin. Det var næsten udelukkende Hr. og Fru. Danmark, der stjal det, der burde være deres daglige indkøb. Vi var aldrig nogensinde udsat for noget, der bare mindede om bandelignende kriminalitet.

Engang imellem fik vi besøg af Amagers sorte får. Han hed Bjarne. Bjarne var ekstremt muskuløs og havde altid drukket alt for meget. Til gengæld kom politiet – endda ofte med udrykning – når jeg ringede til Tårnby Politi og sagde: ”Det er Claus fra Prima. Bjarne er her.” Mere skulle der ikke til. Sådan er det ikke længere.

Siden min pure ungdom er butikstyverierne blevet langt mere alvorlige og dermed ubehagelige at være vidne til. Samtidig virker det som om, samfundet ser med stadig mildere øjne på den form for kriminalitet. Der skal begås endog rigtig mange butikstyverier, før den kriminelle møder en dommer, og – måske – forstår alvoren.

Vi gør simpelthen de kriminelle en bjørnetjeneste, når konsekvensen er en elektronisk indberetning og en bøde på 500 kr. Straffeattesten ødelægges allerede ved det første butikstyveri, men mange fortsætter igen og igen. I 2018 viste en opgørelse fra Justitsministeriet, at hver femte butikstyv havde 10 eller flere anmeldelser bag sig.

Vi skal forebygge for at undgå, at butikstyvene havner i den del af statistikken.

Hos DSK har vi derfor været på besøg hos både justitsminister Peter Hummelgaard og folketingets retsudvalg. Vi har appelleret til politisk fokus på de alt for mange butikstyverier. Vi skal nemlig have antallet af butikstyverier ned. Det skylder vi de butiksansatte, de forretningsdrivende og forbrugerne. Vores kunder er nemlig også tabere. Hvis nogle ”kunder” betaler for lidt, skal andre betale for meget, når økonomien skal hænge sammen.

Og så har jeg slet ikke nævnt retsfølelsen. Hos DSK bliver vi løbende kontaktet af købmænd, der – mildt sagt – finder det temmelig frustrerende, når selv helt åbenlyse sager aldrig nogensinde afgøres. Og om man så ringer 30 gange, kan man ikke regne med at politiet kommer bare engang i mellem.

De gode gamle dage kommer aldrig tilbage, men derfor kan og bør vi opprioritere indsatsen mod butikstyverier. Vi kan ikke være andet bekendt, og hos DSK fortsætter vi med at minde politikerne om denne sort plet på vores retsfølelse indtil forebyggelse af butikstyverier tages seriøst.

Opdateret 24. maj 2023