Købmand tackler stor regning på el med humor

Dagrofa 5. sep 2022 -
This describes the image
Købmand Allan Kring Bülow, Min Købmand Daugaard. Foto: Privatfoto
  • Allan Kring Bülow fra Min Købmand i Daugaard viser sin el-regning med blåt øje

Midt i en alvorlig krise har købmand Allan Kring Bülow alligevel overskud til at bruge humoren som våben på butikkens facebookside. Købmanden har - inden han fik den nyeste el-regning - udtalt sig til den lokale avis om, at el-priserne kan lukke Min Købmand i Daugaard ved Vejle inden jul. 

- Så kom elregningen for august, og den slog mig ærlig talt i gulvet, skriver købmanden på Facebook med et billede af regningen og ham selv med et blåt øje. Det er lavet som fotoeffekt for at understrege situationens alvor.

Regningen er på samlet lidt over 70.000 kr. for august. Til sammenligning betalte butikken samme måned i fjor ca. 27.500 kr. for det samme forbrug.

- Lige nu kommer de her el-regninger til at presse vores likviditet gevaldigt. Både bank og Dagrofa er kontaktet for at skaffe likviditet til den daglige drift, skriver købmanden på Facebook.

Han forklarer, at butikken får moms og afgifter retur med momsafregningen for 3. kvartal. Men der går nogle måneder endnu, hvor kreditten presses yderligere med de kommende el-regninger.

- Det bliver forventeligt endnu højere, siger Allan Kring Bülow.

Han konstaterer, at den rene elpris sammenlignet med samme måned i fjor er steget med ca. 35.000 kr. Det betyder, at butikken skal finde op mod 300.000 kroner i ren indtjening for ikke at blive en underskudsforretning.

- De 300.000 kr. kan vi spare os en lille smule ud af på bemandingen, men ellers er det kun mere indtjening, som kan hjælpe os, siger Allan Kring Bülow, der sender en bøn til regeringen om en håndsrækning, da både butikken i Daugaard og andre steder kan risikere at måtte lukke.
 

Opdateret 6. sep 2022