Første butik klar: Bekvemmelighed er nøgleordet i Cash & Carry-overhaling

Dagrofa 27. nov 2023 -
This describes the image
En ny info-ø pryder indgangen til butikken, hvor kunderne bliver mødt af medarbejderne. Foto: Peter Gramstrup
  • Dagrofa Foodservice har slået dørene op til en moderniseret Cash & Carry i Brabrand, der skal løfte kundeoplevelsen. Det nye koncept bliver udrullet til alle kædens butikker. 

Relancering, genåbning eller renovering. Kært barn har mange navne, men ikke desto mindre dannede det grundlag for en fejring i Brabrand, da Cash & Carry-butikken og Dagrofa Foodservice åbnede dørene op torsdag for en indvielse på ny af en butik, der skal give kunderne en langt bedre oplevelse.

Dagligvarehandlen.dk var til stede under genåbningen, hvor food trucks og pølsevogn mødte kunderne på dagen. Røde pølser blev langet over disken, og det samme gjaldt for ambitionerne for det nye koncept.

Grundlaget for den nyrenoverede butik er nemlig bekvemmelighed. Og det gælder for både kunderne og medarbejderne i butikken. Vi tog på en guidet rundtur i butikken for at gå på opdagelse i grossist-supermarkedet.

Bekvemmeligheden gemmer sig i de nye reoler.

- Det er et helt andet look. Altså det er meget mere et foodservice-look, lægger butikschef, Kasper Skonning, ud.

Så det er looket, der er forskellen?

- Ja, lige præcis. Og dybere hylder. Vi kan hejse varer ovenpå, fortæller han og fortsætter:

- Det er jo gået fra at være en butik med en hel masse små reoler. Sådan små hvide detailreoler med syv forskellige gennemgange igennem butikken, og så til at dele det op i nogle lange gange i stedet for. Du skal ikke gå rundt i mange små gange og lede. Det er blevet nemmere for kunderne, siger Kasper Skonning. 

Butikken i Aarhus har fået en overhaling, og det har været imens, de har haft åbent.

- Alle reoler er blevet pillet ned, når der kom nye reoler ind. Vi har egentlig beholdt varerne på de gamle reoler, og så har vi flyttet det over på de nye. Vi har gjort det uden at holde lukket en eneste dag, en eneste time, et eneste minut, pointerer han.

Ombygningen har stået på i længere tid som følge af, at det er blevet gjort i åbningstiden, men der er en god grund til, at de har valgt at gøre det sådan.

- Vores kunder driver en forretning alle dage mere eller mindre. Hvis vi lukker en måned, så vil vi stå i en situation, hvor vi risikerer at skubbe kunden fra os og over til en anden konkurrent. Potentielt set ville det kunne gå ud over deres (kundernes, red.) forretning, hvis ikke de vidste, hvor de skulle gå hen – det skulle, de nu nok kunne finde ud af. Og potentielt ville det gå ud over vores forretning, fordi vi skubber dem væk, forklarer Morten Møller, udviklingschef for Cash & Carry-kæden hos Dagrofa Foodservice.

This describes the image

Kasper Skonning på 36 år er butikschef i butikken på nu femte år. Foto: Peter Gramstrup

Ikke, som man kender det i den gængse dagligvarehandel

Cash & Carry-butikken servicerer typisk kunder, der selv leverer en vare til kunder. Det vil sige, kunderne i butikken er alt fra pizzamænd til klubejere.

Og når kunderne er anderledes, skal man også tænke det anderledes i forhold til indretningen.

- I en normal dagligvarebutik ville de bygge det op efter, hvilke kategorier de gerne vil fokusere på, i forhold til at danne fokus for kunden. Altså, hvad er vigtigt for kunden, det er frugt og grønt og kød, udlægger Morten Møller.

- Hos os, der gør vi det på en anden måde, fordi der handler det om, at det skal være effektivt for dem. Det vi har gjort, det er, at vi har samlet de tunge afdelinger først i butikken, så det kan komme nederst i vognen.

Indkøbene ser nemlig en smule anderledes ud, end hvad man lige kan få til at være i en kurv.

- Her er det vigtigt at kunden kan få de tunge ting først, så de kan laste vognen ordentligt, så sårbare ting som mel og sodavand ikke ligger i bunden og går i stykker, siger Morten Møller.

Hvad med kunderne?

Og spørgsmålet melder sig så. Hvordan har kunderne taget imod det?

- Kunderne har taget supergodt imod det. Faktisk kun et par stykker, som har været utilfredse, eller som har syntes, vi har rodet, eller synes vi, det er gået ganske udmærket, fortæller en stolt Kasper Skonning med oprejst pande.

Tilfredse så kunderne da også ud, da flere af dem rendte rundt for at filme den nye indretning begejstret, ligesom der blev delt krammere ud til højre og venstre af den tilfredse butikschef.

This describes the image

De nye reoler gør det nemmere for både medarbejdere og kunder. Foto: Peter Gramstrup.

Skulet til udlandet

At bygge en butik op på ny kræver viden til at vide, hvor man skal gå i gang. Og her har man hos Dagrofa gjort to ting for at nå det endelige mål om bekvemmelighed for alle parter.

- Vi har gjort to forskellige ting. Vi har spurgt vores kunder. Først og fremmest, hvad der er vigtigst for dem. De (kunderne, red.) og personalet ligger nummer et. De (personalet, red.) får kunderne til at komme i butikken, og så har vi været i USA og England for at se, hvordan de driver Cash & Carry, udpensler Morten Møller.

Dagrofa Foodservice ejer i alt 30 Cash & Carry-butikker fordelt over landet. Det gør dem til landsdækkende og en af de største på markedet, men det er ikke alle butikker, der kan forvente at få samme overhaling lige med det samme.

- Vi vil gerne lave en håndfuld butikker næste år, som får turen. Det tager noget tid at lave sådan en butik om, slutter Morten Møller.

Opdateret 28. nov 2023