Fra dagplejemor til købmand – Jeg synes det er megasjovt!

Dagrofa - Navne 1. sep 2023 -
This describes the image
Foto: Dagrofa
  • Da butikken i Veflinge manglede en købmand, tog Mette Fugl udfordringen op.

Skrevet af: Sofie Sejling

I den lille by Veflinge på Nordfyn ligger en helt særlig dagligvarebutik, som i den grad er ønsket af borgerne. Butikken har været lukningstruet hele to gange, men torsdag den 31. august slår den tidligere Dagli’Brugsen atter dørene op – takket være byens knap 900 indbyggere og en dagplejemor.

Min Købmand, som butikken fremover hedder, er en del af Dagrofas borgerstøttede butiksprojekter og er en blandt ti nye butikker, som Dagrofa forventer at åbne i 2023, alle med et solidt lokalmiljø i ryggen.

Den nye købmand er 45-årige Mette Fugl. Hun er tidligere dagplejemor, men hun valgte at skifte bleer og børneleg ud med kundekontakt og kasseapparater.

Egentlig jokede hendes mand, om at han skulle overtage købmandskabet, men tanken voksede i Mette. Hun var faktisk ikke ked af at være dagplejemor, men tanken om at få mere frihed samt at blive udfordret i noget helt nyt, tændte hende.

Det endte med, at det var hende, der i ramme alvor måtte sige til sin mand, at hun altså skulle overtage den gamle brugs og begive sig ud på dybt vand som købmand.

Masser af støtte

Mette er så heldig at kende den forhenværende chef for Meny i Bogense, Lasse Andersen, og han har været en støtte for hende lige fra starten. Ligeså har Mettes familie været en stor støtte og bakket hende op i det store skift. Hendes mand har indvilliget i at tage en ekstra tørn derhjemme, og Mettes forældre har også lovet pasning af parrets tre børn, hvis det kræves.

Der er hele 400 anparter i den nye butik, og den store opbakning fra lokalbefolkningen har Mette tydeligt kunne mærke. En dag efterspurgte hun praktisk hjælp i et par timer, og kort tid efter stod der syv Veflinge-borgere klar til at give en hånd med. Netop fordi byens borgere har investeret så meget i den nye butik, er Mettes ambitioner på butikkens helt klare:

This describes the image


- Det bliver et samlingspunkt. Det er byen, der har købt det til mig, så må jeg give noget igen den anden vej, tænker jeg.

Den gamle Dagli´Brugs trængte til en overhaling, og når butikken åbner torsdag formiddag, vil man tydeligt kunne se en forandring:

- Den er blevet fuldstændig gennemrenoveret. Det tror jeg også er noget af det, der gør, at folk får lyst til at komme ind i min butik.

Superlokal og serviceminded

Mette Fugl har oprindeligt læst erhvervsøkonomi og har også en diplomuddannelse i ledelse. Siden har hun dog arbejdet som housekeeper, drevet en restaurant og senest været dagplejemor.

Overskriften for hendes arbejdsliv må derfor være ”service”, og det er ikke så tosset en overskrift, når man skal til at drive en dagligvareforretning.

Samtidig er hun et velkendt ansigt i lokalmiljøet og har blandt andet være aktiv i skolebestyrelsen samt været håndbold- og badmintontræner.

På trods af den store serviceerfaring og engagementet i lokalområdet er Mette godt er klar over, at hun ikke er den typiske købmandskandidat. Hun er dog helt klar over hvilke kompetencer, der kommer hende til gode i sit nye erhverv.

- Det er, at jeg er meget udadvendt, mit servicegen, og så at jeg også er økonom.

Et succesfuldt skift

Mette elsker at tale med mennesker, og ligesom at den gamle brugs var et samlingspunkt, er det hendes forhåbning, at butikken atter kan blive et sted, hvor borgerne mødes og får en sludder, samtidig med at indkøbene klares.

Da Mette sagde farvel til livet som dagplejemor, anede hun ikke, om købmandsskabet var noget for hende. Heldigvis blev hun positivt overrasket, og hun kan mærke en fornyet energi på trods af, at det kræver sin kvinde at lære købmandskab fra bunden.

Når hun kommer hjem efter en lang arbejdsdag i butikken, arbejder hendes hoved videre med nye ideer, tiltag og løsninger.

Mette er glad for, at hun sprang ud i købmandskabet, og selvom hun er på dybt vand, begynder fødderne så småt at kunne nå bunden. Arbejdsviljen og ambitioner fejler i hvert fald ikke noget, og borgerne i Veflinge kan vist godt regne med at få en købmand, der er godt og grundigt tilfreds med sit job.

- Det her nyt for mig, og det er megaspændende. Jeg synes, det er megasjovt at gå på arbejde.

Opdateret 4. sep 2023