Vi sætter strøm til en klassiker

Coop 8. feb 2018 -
This describes the image
Ansvarshavende redaktør på Dansk Handelsblad Jesper Veber Knudsen Foto: Ulrik Samsøe Figen

Kære Dansk Handelsblad-læser.

I denne uge får du ikke kun din ugentlige avis og dit daglige nyhedsbrev. For det er i denne uge, at vi søsætter 2018-udgaven af vores årlige opslags-klassiker "Hvem er Hvem i Dansk Dagligvarehandel", der går ud til alle vores abonnenter.

Her er alle basale fakta om branchens topchefer og de forskellige kæders størrelser samlet ét sted, og også i år er overblikket lige til at hænge op på væggen - i form af den medfølgende plakat med kæders og koncerners markedsandele. Der var et år, hvor vi droppede plakaten, men det faldt ikke i god jord. Så nu er den tilbage for at blive. I år har vi desuden som noget nyt gjort den digitale udgave af opslagsværket mere dynamisk, når vi en gang i kvartalet opdaterer tal og navne ud fra de senest tilgængelige oplysninger. Første opdatering af Hvem er Hvem kommer medio maj, og siden går der cirka tre måneder mellem opdateringerne i resten af året.

Af gode grunde kan vi ikke spå om, hvilke ændringer der vil finde vej til de justerede udgaver af Hvem er Hvem. Men der er i hvert fald én større begivenhed under opsejling, der potentielt kan medføre en ny holdopstilling hos markedets største aktør. Det er det formandsvalg i forbrugerejede Coop Danmark, som skal afgøres om godt to måneder. Der vil det vise sig, om der igen skal skiftes kurs. Formanden gennem 10 år, Lasse Bolander, får i hvert fald uvant modstand. Efter et langt tilløb kom der navn på den kandidat, som de selvstændige brugsforeninger gerne vil have til at overtage formandsposten.

64-årige Lars Fournais har en lang karriere bag sig på topposter i erhvervslivet -spændende fra Nordisk Fjer over Grundfos til en mindre tung, men mere profileret aktuel formandspost i fodboldklubben AGF. Ser man isoleret på den sidste titel, kan Lasse Bolander måske sove lidt roligere om natten. Som Aarhus-borger med kun en lidt lunken interesse for fodbold ved jeg i det mindste så meget, som at klubbens ambitioner ikke er blevet indfriet i mange år. Fodboldholdet i landets næststørste by har kæmpet for at holde sig inde i Superligaen trods en hastigt skiftende perlerække af træner-profiler med gode resultater - før AGF. Men midlerne har vist ikke været der til de store investeringer i spillere. På den måde kan man se en slags linje mellem AGF og Coop-familien, hvor man også må få tingene til at lykkes med forholdsvis små midler. I hvert fald når man sammenligner med ærkerivalen Dansk Supermarked.

Lasse Bolander har selv stået på mål for markante kursændringer i sin formandstid i Coop. "Hans" to topchefer, Jesper Lien og Peter Høgsted, har haft meget forskellige tilgange til, hvor Coop skulle hen. I en tyvstart på valgkampen har Bolander i den grad stillet sig bag sin nuværende adm. direktør, at Peter Høgsted virker næsten lige så meget på valg som formanden selv.

I denne uges udgave af Dansk Handelsblad erklærer Lasse Bolander sig i grunden klar til at tage 10 år mere som formand. Nu må vi se, om han også får lov.

Læs Lasse Bolanders kommentar her

Opdateret 10. nov 2020