Valgkamp: Over 320 brugsuddelere kritiserer skarpt Coops formand

Coop 13. apr 2018 -
This describes the image
Foto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Søren Tougaard

De selvstændige brugsuddelere sætter nu alle kræfter ind på at sikre et formandsskifte i Coop Amba på lørdag.

Det sker i et fælles udsendt brev til samtlige 124 landsrådsmedlemmer, der skal vælge, hvem af de fire kandidater der skal være formand de næste tre år.

Brevet er underskrevet fra mere end 320 brugsuddelere fra de selvstændige brugsforeninger og kritiserer i særdeles skarpe vendinger den siddende formand Lasse Bolander for at have svigtet sin ledelsesopgave.

20 kritikpunkter

I brevet peger brugsuddelerne på 20 punkter, hvor de mener, Coops bestyrelsesformand har svigtet.

Blandt kritikpunkterne fremfører brugsuddelerne blandt andet, at Lasse Bolander "totalt mangler fokus på kerneforretningen og kerneforretningens daglige drift", "implementerer SAP Finans og SAP HR uden en rubust plan", etablere tvivlsom og underskudsgivende butik på Banegården" og iværksætter "et enklere Coop, som skulle bidrage med 250 mio. kr., som ikke ses i butiksregnskaber".

"Det har været en helt urimelig prøvelse for både uddelere og medarbejdere i alle vores butikker – ikke kun brugsforeningerne, men alle ca. 1200 butikker - ligesom det bestemt heller ikke har været sjovt at være ansat i hovedkontoret de seneste år. Hele organisationen har været presset i en grad, som har ført til stress, depression, dårlig trivsel, stor medarbejderomsætningshastighed for mange medarbejdere i butik og
hovedkontor. Det er et kæmpe ledelsessvigt, og vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at fortsætte med en formand, som har godkendt og accepteret dette i så mange år", lyder det i den skarpe kritik af Lasse Bolander.

Historisk lavpunkt
De underskrevne brugsuddelere støtter erhvervsmanden Lars Fournais fra Aarhus som ny Coop-formand.

Opstillingen og opbakningen til Lars Fournais kommer efter, at størsteparten af de selvstændige brugsuddelere har mistet tilliden til Lasse Bolander og beretter om, at Coops samarbejde med brugsforeningerne er på et historisk lavpunkt.

"I tænker måske, de er da lige blevet enige om en fælles strategi. Ja - men efter et særdeles uskønt forløb, hvor ledelsen, uden brugsforeningernes involvering, havde
udarbejdet et færdigt oplæg, som slet ikke var spiseligt for brugsforeningerne. Efter adskillige møder, hvor 40 uddelere var overfladisk involveret uden at føle nogen form for seriøsitet omkring arbejdet, besluttede samtlige 40 uddelere at stoppe strategiarbejdet, og sende et brev til Lasse Bolander, hvori vi beskrev sammenbruddet i forhandlingerne om en fælles strategi. Først herefter blev der etableret et seriøst samarbejde, og det er ganske enkelt uværdigt, at brugsforeningerne skal kæmpe så hårdt for at få indflydelse på en strategi, som reelt kan betyde liv eller død over den brugsforening, man som uddeler er ansvarlige for", fremfører brugsuddelerne i brevet til landsrådets medlemmer.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?