Uroen ulmer blandt selvstændige brugser
Udsigter til store regninger til de selvstændige brugsforeninger i forbindelse med Coops kommende milliardinvesteringer i IT presser i forvejen hårdt trængte brugser. Ifølge formanden for SuperBrugsens Kædeforening, Jan Lundsgaard, kan konsekvensen blive, at flere brugsforeninger vælger at forlade Coop-fællesskabet.
- Det er flere gange blevet diskuteret, om det er det rigtige sted, vi laver vores indkøb. Den diskussion er udtryk for dybe frustationer, og at mange butikker ikke føler, de bliver lyttet til, siger han til Dansk Handelsblad.
Frustrationerne har hobet sig op efter en periode med flere problemer - bl.a. efter out-sourcing af et lønsystem og fejl i regnskaberne.
Ikke første gang
I forvejen er økonomien trang i en del butikker i Coop-familien. Coops adm. direktør Peter Høgsted har tidligere givet udtryk for, at omtrent 200 ud af 1200 butikker kører med nulresultater eller ”mindre” minusresultater.
Skulle det komme så vidt, at selvstændige brugsforeninger bryder ud af Coop-samarbejdet, vil det ikke være første gang.
I begyndelsen af 1990’erne forlod godt en håndfuld brugsforeninger Coops forgænger FDB og overgik til kæder tilknyttet SuperGros, det nuværende Dagrofa Logistik.
De fleste er siden vendt tilbage til Coop - eller lukket.
I dag er Spar i nordsjællandske Tikøb den eneste brugsforeningsdrevne butik i en købmandskæde, som er tilbage fra det gamle ”udbrud”.