Uddeler i ny SuperBrugs: Vi vil overtage salget fra to lukkede varehuse
Om det er gratis kaffe med rundstykker eller de mange åbningstilbud, der trak kunder til, er svært at vide.
Men tæt på 50 mennesker var mødt op på Skanderborgs hovedgade, Adelgade, torsdag den 8. august kl. 8, da byens borgmester, Frands Fischer (S), med et stort tillykke til både borgerne og Coop klippede det røde bånd til den nye SuperBrugs.
Ofte er det også en vis portion nysgerrighed, der får folk til at dukke op til en butiksåbning, men i dette tilfælde havde butikken allerede holdt åbent en uges tid.
- Vi havde en "light åbning", en opvarmningsfest, torsdag den 1. august. Blandt andet for at stille folks nysgerrighed, men også for at give de gamle Kvickly-medlemmer mulighed for at udnytte en rabatvoucher på 15 pct., som blev udleveret i Kvicklys sidste åbningsuge. De har måttet undvære en Coop-butik i byen en måned, siger uddeler Christian Müller.
Han henviser til, at Coop lukkede Kvickly et andet sted på Adelgade tidligere på sommeren. Uddeleren er yderst godt tilfreds med salget den første uge.
- Borgerne har taget fantastisk godt imod os, og vi ligger i denne uge i top i regionen på omsætning på kategorier som slagter-deli, blomster og brød, siger han.
Han bliver suppleret af kædens salgschef i Østjylland, Preben Carstens.
- Den første uge er gået langt over forventning. Vi ligger mere end 40 pct. over forventet salg, siger han og tilføjer, at det ikke specielt var medlemmer fra Kvickly, der har handlet.
- Det er den almindelige borger fra byen. Kurven har været lille, men der har været mange kunder, siger salgschefen.
Åbnet ud til gaden
Bygningen har huset et Løvbjerg-varehus, indtil SuperBrugsen overtog butikken, der har et salgsareal på 1426 kvm.
- Den ligger i den store ende i kæden, og det regner vi også med, at omsætningen kommer til. Vi har åbnet butikken mere op, end den var i Løvbjergs tid. Både med vinduer og med en dør ud mod Adelgade. Vi skulle gerne have fat i strøgkunderne, siger Preben Carstens.
Det første, kunderne møder i butikken, er BrødCooperativet, hvor der også er et langt bord med barstole. Her kan kunderne drikke en kop kaffe med brød fra enten bakeoff- ovnen eller fra Kvickly i Viby, der leverer brød til butikken.
Fra cafeen er der udsigt til Adelgade, hvor butikscentret Bloms med blandt andet Føtex ligger på den anden side af gaden. Udover de 23 forskellige butikker i Bloms er der et stort udvalg af butikker på Adelgade.
BrødCoopertativet strækker sig parallelt med kasselinjen over til den anden indgang, hvor kunderne kommer ind, hvis de er i bil. Her er nemlig en stor parkeringsplads.
- Vi forventer at få en relativt stor kurv, blandt andet båret af vores slagter-delikatesseafdeling, der vil være betjent det meste af tiden, siger Preben Carstens.
Han lover dog ikke, at der er en slagter bag disken helt til klokken 21 - heller ikke selv om afdelingen har hele seks ansatte på fuld tid.
I frugt- og grøntafdelingen er en lang køledisk med conveniencegrønt, og de økologiske produkter har ifølge salgschefen fået betydeligt mere plads, end de havde i Kvickly.
- Vi har selvfølgelig analyseret på, hvad Kvickly solgte. Det betyder også, at vi har mere dametekstil og små køkkenting, end en SuperBrugs som oftest har. Jeg vil gerne understrege, at butikken er en madbutik, men vi tror på, at der er kunder til de ekstra nonfood-varer, siger Preben Carstens.
Til trods for flere nonfood-varer er der overalt god plads på brede gange.
Synlig i butikken
Uddeler Christian Müller, der kommer fra SuperBrugsen i Jægergårdsgade i Aarhus, har også store ambitioner for, hvor meget han vil sælge.
- Jeg håber på, at vi kommer til at sælge lige så meget, som Løvbjerg og Kvickly gjorde tilsammen. Vores styrke er vores frugt og grønt og vores slagter-delikatesseafdeling, siger han.
Slagter- og delikatesseafdelingen løber langs en stor del af bagvæggen i butikken, og i disken er alt fra dagens ret og andre middagsretter til at varme til fisk, oste, salatbar, forskellige delikatesser samt fersk kød.
- Jeg regner også med, at vi kommer til at sælge en del fra vinafdelingen, hvor jeg selv vil være meget aktiv. I det hele taget skal vi have en del aktiviteter i butikken, siger den 34-årige uddeler. Hans taktik for at sikre sit mål er at være meget blandt kunder og medarbejdere.
- Jeg vil være synlig. Medarbejderne skal være glade og motiverede, hvis kunderne skal komme igen, og så skal vi hele tiden have kundernes behov for øje. Ser en kunde søgende ud, skal han eller hun have hjælp, og vi skal selv henvende os. Er der en vare, vi ikke har, skal vi skaffe den, siger Christian Müller.
Han bor i Ry, hvor han i sin tid blev uddannet i Kvickly. Siden har han arbejdet Kvickly i Skive, SuperBrugsen Silkeborg og i Bruuns Galleri i Aarhus. Senest var han uddeler halvandet år i Jægergårdsgade, hvor han "driftsforbedrede og skabte superresultater".
- Kunderne her minder en del om kunderne i Silkeborg, hvor jeg har været med til at åbne SuperBrugsen. Jeg har også god hjælp af personalet, der for de flestes vedkommende kommer fra byens nu lukkede Kvickly, siger Christian Müller.
[caption id="attachment_80741" align="aligncenter" width="696"] El-Salg er rykket ind en shop-in-shop ved siden af SuperBrugsen. Det er ifølge adm. direktør i El-Salg, Thomas Hedehus, en testbutik, som har haft en god start. Salgsarealet er på 100 kvm, men medarbejderne rådgiver og hjælper kunderne med at handle via butikkens website. Thomas Hedehus udelukker ikke flere shop-in-shop-samarbejder.[/caption]