Tysk pant bliver til storpolitik

Coop 16. feb 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Politikere og embedsmænd i den tyske delstat Slesvig-Holsten arbejder på højtryk for at få en løsning på plads, der vil bane vejen for at opkræve tysk pant på de dåser, som danskerne kører tilbage over grænsen.

Der er imidlertid gået nærmest storpolitik i sagen, efter at Dansk Handelsblad bragte nyheden om den forestående løsning i sidste uge.

Det er regeringen i Slesvig-Holsten, der skal vedtage en løsning på pantproblemet, men Dansk Handelsblad erfarer, at både nabodelstaten Hamburg og regeringen i Berlin følger sagen meget tæt.

På listesko

Ingen i hverken Slesvig-Holsten eller i Danmark har lyst til at kommentere sagen. Den danske miljøminister Kirsten Brosbøl (S) vil ikke udtale sig på nuværende tidspunkt, og i dansk dagligvarehandel går man også på listesko for at undgå at forkludre den komplicerede sag.

I Coop siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen dog:

At danske forbrugere skal betale pant på øl og vand, som de køber i Tyskland, er selvfølgelig det eneste rigtige og rimelige. Vi mener, at der skal lægges maksimalt pres på fra den danske regerings side. For det vil være det mest effektive middel til at stoppe den meningsløse trafik, hvor danskerne valfarter til Tyskland for at købe øl og vand fra Danmark. Det vil være godt for miljøet, for dansk økonomi og for dansk dagligvarehandel,” siger Jens Juul Nielsen.

Uden betydning

Hos den største aktør i grænsehandlen, Fleggaard Detail, siger adm. direktør Mike Simonsen til dagbladet JydskeVestkysten, at pantsagen i hans øjne ikke drejer sig om miljøet, men om protektionisme og om at beskytte dansk detailhandel mod konkurrence fra syd.

På spørgsmålet om, hvad indførelsen af pant vil betyde for Fleggaard, siger Mike Simonsen:

– Faktisk får man sine penge tilbage, når man returnerer sin emballage, og det har vi selvfølgelig tænkt os at gøre i grænsehandlen.

– Så jeg nægter at tro, at det vil få den store betydning, siger han.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Foto: Ulrik Samsøe Figen

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?